Den norske bombemand Anders Behring Breivik skal have sin barndom undersøgt, og hans advokat, Geir Lippestad, beder politiet om at efterforske det norske Barnevernet og andre instanser, der har været involveret i den terrorsigtedes opvækst.
Det skriver norske medier torsdag, efter at Breiviks far har fortalt, at han tilbage i 1980'erne fik en rapport fra en psykolog, der mente, at Breivik blev udsat for omsorgssvigt og burde fjernes fra sin mor, der havde forældremyndigheden.
Geir Lippestad siger, at Breiviks opvækst og barndom kommer til at stå centralt i den kommende retssag.
- Jeg begærer en efterforskning af Barnevernet og andre instanser, der var eller burde have været involverede på den tid, siger Geir Lippestad.
Politiet har allerede vist interesse for Breiviks barndom og familieforhold og har spurgt til den terrorsigtedes opvækst under de mange forhør af ham.
Politiadvokat Christian Hatlo siger til aviserne VG og Dagbladet, at politiet undersøger Breiviks opvækst.
Breiviks mor og far levede aldrig sammen. Det var moren, der havde forældreretten under hele Breiviks opvækst.
Breiviks far siger til norske medier, at han, efter at han så psykologens rapport om omsorgssvigt, forsøgte at få forældremyndigheden i det norske retsvæsen, men at han tabte sagen.
Bistandsadvokat Mette Yvonne mener, at Barnevernet og den norske Sosialtjeneste, der var involveret i Breiviks opvækst, skal undersøges. Amtmanden i Akershus og Oslo, der har opsyn med Barnevernet, vil ikke selv gå i gang med en undersøgelse.
Anders Breivik Behring er mistænkt for at så bag den bombeaktion, der dræbte otte personer i Oslo centrum og for at have skudt og dræbt 69 unge ved en socialdemokratisk sommerlejr på Utøya den 22. juli.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned