Advokater vil have jury til at genrejse Depps omdømme
Johnny Depp og Amber Heard har beskyldt hinanden for at have været voldelige i deres tidligere forhold. Foto: Steve Helber/Ritzau Scanpix
Afgørelsens timer nærmer sig i retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard. Votering genoptages på tirsdag.
En profileret retssag mellem skuespillerne Johnny Depp og Amber Heard er fredag gået ind i den afsluttende og afgørende fase.
Det sker efter seks ugers retssag, hvor Depp og Heard skiftevis har beskyldt hinanden for at have været voldelige i deres tidligere forhold.
Fredag har det tidligere ægtepars respektive advokater givet deres afsluttende bemærkninger i retssalen i Fairfax i Virginia.
- Hr. Depp er ikke nogen helgen, og han har aldrig påstået at være en.
- Han har kæmpet med stoffer og alkohol. Men han er ikke nogen voldelig mishandler, siger Depps advokat Benjamin Chew.
Nu er det op til nævningetinget at nå til enighed om en afgørelse.
Men det sker tidligst i næste uge. Efter to timers votering fredag blev det besluttet at udsætte voteringen, som bliver genoptaget på tirsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Johnny Depp har sagsøgt sin ekskone for 50 millioner dollar og anklaget hende for injurier, fordi hun i 2018 skrev en klumme, hvor hun beskrev sig selv som en offentlig person, der har oplevet misbrug i hjemmet.
Amber Heard nævnte ikke Johnny Depps navn i klummen, der blev bragt i avisen The Washington Post. Skuespillerinden har omvendt sagsøgt sin eksmand for 100 millioner dollar for at kalde hende en løgner.
Fredag hævder Depps advokater, at Heard har løjet om misbruget.
- Vi beder jer, vi bønfalder jer om at give ham hans navn, hans omdømme og hans karriere tilbage, siger Benjamin Chew i retten.
Amber Heards advokat minder i sine afsluttende bemærkninger juryen om nogle af de tekstbeskeder, som Depp har sendt til venner eller kolleger.
Depp kalder i en af dem Heard for en "beskidt luder".
- Det her giver et blik ind i USA's yndlingspirats hjerte og sind, siger Heards advokat Benjamin Rottenborn og fortsætter:
- Det her er den sande Johnny Depp.
Heards advokat minder samtidig juryen om, at Heard med sin klumme blot benyttede den ytringsfrihed, som hun forfatningsmæssigt har ret til.
Johnny Depp, der engang var blandt de største stjerner i Hollywood, har tidligere sagt, at retssagen har kostet ham "alt".
En ny "Pirates of the Caribbean"-film er blevet sat på pause, og i filmserien "Fantastiske skabninger" blev Depp udskiftet med danske Mads Mikkelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned