Aftale indgået om tilbagetrækning i Homs
Syriske oprørere har indgået en aftale med regeringen om en tilbagetrækning af bevæbnede grupper fra oprørsbevægelsen, samt af civile og af sårede fra byen Homs, hvor de har været belejret i to år.
- En aftale er indgået mellem repræsentanter for oprørerne og cheferne for sikkerheden. Den er indgået i overværelse af den iranske ambassadør, og den gælder en tilbagetrækning af oprørere fra Den gamle Bydel i Homs, siger Abul Hareth al-Khalidi, som har forhandlet på oprørernes side.
Homs blev kaldt "revolutionens hovedstad", da oprøret begyndte i Syrien i 2011 under indflydelse af folkelige opstande for demokrati i blandt andet Tunesien og Egypten.
Aftalen er ikke blevet kommenteret af højtstående regeringskilder.
- Det er en våbenhvileaftale med frit lejde ud for oprørerne, siger aktivisten Thaer al-Khalidiyeh til AFP.
Syriske regeringsstyrker indledte for en måned siden en offensiv mod de tilbageværende oprørere i den gamle bydel, hvor mange civile syrere har været fanget.
De blev evakueret af FN og Røde Halvmåne i februar.
Talsmænd siger, at forhandlinger om selve implementeringen af den nye aftale fortsætter.
I sidste uge blev 45 mennesker dræbt af en enkelt bilbombe i Homs, hvorefter der blev affyret en raket, som dræbte ni andre.
Det moderne Homs har omkring en million indbyggere og er efter Aleppo og Damaskus Syriens tredje største by.
Homs er en naturlige indgang til de øvrige syriske byer fra Middelhavet og et trafikalt knudepunkt, men en stor del af byen er blevet ødelagt under krigen.
Det anslås, at omkring 150.000 mennesker har mistet livet under den syriske borgerkrig, der har stået på de seneste tre år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned