Aktiemarkederne i Asien har taget hul på ugen med spirende optimisme efter den italienske regering søndag offentliggjorde en ny kriseplan, der skal rette op på landets statsfinanser og genskabe de internationale investorers tillid til italienske værdipapirer.
I Japan åbnede Nikkei 225-indekset 0,6 procent højere, og ligger efter godt fire timers handel til en fremgang på 0,4 procent. I Hongkong stiger det toneangivende indeks med 0,2 procent, mens aktierne i Australien er 0,8 procent højere.
Investorernes modtagelse af den italienske krisepakke på 30 milliarder euro bliver afgørende for aktiemarkedernes udvikling i Europa og USA senere mandag, ifølge aktiechef Masayoshi Okamoto fra finanshuset Jujiya Securities.
- Umiddelbart lader det til, at nyhederne fra Italien modtages godt på finansmarkederne, men de japanske investorer afventer reaktionerne på de europæiske og amerikanske aktiemarkeder, før de er overbevist om, at der er tale om gode nyheder, siger han.
Er beløbet på 30 milliarder euro for stort, for lille eller lige i øjet? Vi har behov for at se, hvordan markederne udlægger det, fortsætter han.
I Asien handles de amerikanske aktiefutures, der indikerer, hvordan handlen vil forløbe på Wall Street mandag, højere forud for en uge, der vil have Europa i fokus.
Torsdag ventes Den Europæiske Centralbank at sætte renterne ned, og torsdag og fredag sætter stats- og regeringslederne fra EU sig sammen i Bruxelles for at nå til enighed om en plan, der kan løsne op for gældskrisen i eurozonen.
Tidligt mandag morgen ligger euroen en smule styrket på de asiatiske valutamarkeder mod den amerikanske dollar som endnu et lille tegn på, at tiltaget i Italien har skabt øget optimisme.
Senere mandag mødes Tysklands forbundskansler Angela Merkel med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy for at nå til enighed om de forslag, de to vil præsentere for de øvrige ledere på topmødet for i slutningen af ugen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie