En haitiansk dommer afslog fredag at løslade 10 amerikanske kristne hjælpearbejdere, der er sigtet for ulovligt at ville bortføre 33 haitianske børn. Det oplyser amerikanernes advokat til det franske nyhedsbureau AFP.
-Dommeren ville ikke imødekomme ønsket om at sætte dem på fri fod, sagde Edwin Coq, der er advokat for gruppen, som blev tilbageholdt for en uge siden, da de i en bus forsøgte at smugle en gruppe på 33 børn ud af Haiti og ind i Den Dominikanske Republik.
-Dommeren afsagde to fængslingsordrer. En for de fem mænd og en for de fem kvinder. Mændene sendes til det nationale fængsel i Port au Prince, mens kvinderne føres til kvindefængslet i Petionville, siger Coq.
De nationale fængsel i Port au Prince havde 4000 fanger, før det blev stærkt beskadiget ved jordskælvet som 12. januar rystede østaten.
Amerikanerne har siden de forrige fredag blev anholdt ved grænsen mellem Haiti og Den Dominikanske Republik, opholdt sig i politiets varetægt.
Amerikanerne, der er medlemmer af en baptistmenighed i delstaten Idaho, afviser anklagerne om kidnapning af børnene og at de havde kriminelle hensigter. De siger, at de ønskede at hjælpe de forældreløse børn til en bedre tilværelse.
Dømmes gruppen, kan de risikere op til ni års fængsel for at kidnappe børnene samt en yderligere fængselsstraf for sammensværgelse.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned