Amerikansk politi bekræfter anholdelse i stor drabssag i New York
De amerikanske myndigheder har løbende delt forskellige billeder af en mand, som var "interessant" i sagen om drabet på Brian Thompson. Et af billederne ses her. Mandag er han blevet anholdt i Pennsylvania. (Arkivfoto). Foto: Nypd/Reuters
Fem dage efter drabet på forsikringschefen Brian Thompson i New York har politiet anholdt en mand.
Politiet i New York bekræfter mandag aften dansk tid, at en mand er blevet anholdt i forbindelse med drabet på forsikringschefen Brian Thompson i sidste uge.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Direktøren for politiet i New York, Jessica Tisch, siger, at manden blev anholdt og sigtet for våbenbesiddelse i byen Altoona i delstaten Pennsylvania.
- På nuværende tidspunkt mener vi, at han er den "interessante person" i det skamløse og målrettede mord på Brian Thompson, siger hun.
Den anholdte er en 26-årig mand.
Siden drabet onsdag har de amerikanske myndigheder ledt efter en mand, som er blevet omtalt som en "interessant person".
Politiet har blandt andet delt flere billeder af ham fra overvågningskameraer.
Nyhedsmediet Fox News skriver, at politiet i New York mandag er begyndt at omtale manden som en mistænkt frem for en interessant person.
Ved anholdelsen var den 26-årige i besiddelse af et våben, som svarer til det våben, som politiet mener er blevet brugt til at skyde Brian Thompson onsdag.
Det siger politidirektør Jessica Tisch ifølge Reuters.
Hun siger videre, at manden var i besiddelse af falske id-kort. De svarer til den identifikation, som blev brugt til at tjekke ind på et hostel i New York.
Politiet har tidligere sagt, at manden, de ledte efter, havde brugt falsk id på et hostel få dage før drabet.
Politidirektøren siger videre, at politifolk fra New York nu er på vej til Pennsylvania for at afhøre den anholdte 26-årige.
Brian Thompson var direktør for UnitedHealthcare, som udbyder sundhedsforsikringer.
Han blev skudt tidligt onsdag morgen uden for et hotel på Manhattan af en maskeret mand. Manden så ud til at vente på Thompson, hvorefter han skød ham bagfra.
Foruden et våben og en lyddæmper var den mand, der er blevet anholdt mandag, også i besiddelse af en maske, lyder det fra politiet.
Han havde desuden et dokument på sig. Teksten giver udtryk for "modvilje mod det amerikanske erhvervsliv", siger Jessica Tisch.
Amerikanske medier har beskrevet, at dokumentet var et manifest mod forsikringsselskaber.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned