Amerikanske fartøjer støder på grund ved anløbsbro i Gaza

Israel arbejder ifølge Centcom på at frigøre fartøjerne, der satte sig fast på grund af voldsomme bølger. Foto: Oren Ziv/Ritzau Scanpix

De amerikanske fartøjer udfører forskellige støttefunktioner i forbindelse med arbejdet på anløbsbroen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire amerikanske militære fartøjer er stødt på grund i forbindelse med arbejdet på den midlertidige anløbsbro ved kysten på Gazastriben.

Det oplyser den amerikanske centralkommando, Centcom, i en udtalelse.

To af fartøjerne er blevet frigjort, mens de resterende sidder fast på kysten nær den israelske by Ashkelon.

Israel arbejder ifølge Centcom på at frigøre fartøjerne, der satte sig fast på grund af voldsomme bølger.

Det er uklart, hvornår fartøjerne stødte på grund.

Anløbsbroen er blevet konstrueret for at levere nødhjælp til indbyggerne i Gazastriben.

De pågældende fartøjer udfører forskellige støttefunktioner i forbindelse med arbejdet.

Centcom oplyser, at anløbsbroen fortsat fungerer, som den skal.

Per fredag var der ifølge centralkommandoen blevet leveret 1005 ton nødhjælp via anløbsbroen.

Der var kort tid efter anløbsbroens ibrugtagen meldinger om, at desperate lokale indbyggere havde stjålet flere af de forsyninger, der blev leveret.

Men ifølge Stéphane Dujarric, talsperson for FN-chefen António Guterres, er urolighederne sidenhen dæmpet.

USA's præsident, Joe Biden, sagde i marts, at anløbsbroen var nødvendig på grund af Israels restriktioner på leveringen af nødhjælp.

Situationen er kritisk i Gazastriben, hvor omkring 36.000 personer ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, som er kontrolleret af Hamas, er blevet dræbt i forbindelse med Israels invasion.

Mange af de omkring 2,4 millioner lokale indbyggere har ikke regelmæssig adgang til rent drikkevand, mad, medicin og brændstof.

Den Internationale Domstol (ICJ) beordrede fredag Israel til at stoppe sin offensiv i Rafah i den sydlige del af Gazastriben.

ICJ er FN's øverste domstol. Men den har ikke magtmidler til at gennemtrumfe afgørelser.

Israel har afvist at følge anvisningerne.

/ritzau/AFP