Anholdelse af kartelleder udløser dødelig voldsbølge i Mexico
En udbrændt lastbil ses her på gaden i Culiacán i Sinaloa, hvor anholdelsen af kartellederen Ovidio Guzman har udløst voldsomme uroligheder. Foto: Juan Carlos Cruz/Ritzau Scanpix
Voldsomme uroligheder udspiller sig i byen Culiacán efter anholdelsen af Joaquin "El Chapo" Guzmans søn.
Tre medlemmer af Mexicos sikkerhedsstyrker har mistet livet i voldsomme uroligheder i kølvandet på anholdelsen af narkokartelleder Ovidio Guzman.
Adskillige andre er kommet til skade.
Det oplyser myndighederne i delstaten Sinaloa, der er hjemsted for narkokartellet af samme navn.
Ovidio Guzman, der er søn af den fængslede narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzman, blev anholdt torsdag.
Hans anholdelse har udløst en bølge af vold i byen Culiacán i Sinaloa.
Det mexicanske luftfartsselskab Aeroméxico oplyste tidligere torsdag, at et af selskabets fly, som skulle forlade byen, blev beskudt. Ingen kom til skade.
Også et fly fra det mexicanske luftvåben blev torsdag beskudt. Det oplyser Mexicos føderale luftfartsmyndigheder.
Som følge heraf er lufthavnen i Culiacán såvel som i byerne Mazatlán og Los Mochis blevet lukket. Lufthavnene vil forblive lukkede, indtil sikkerheden kan genoprettes.
Ovidio er blevet en nøglefigur i Sinaloa-kartellet efter anholdelsen af sin far i 2016.
Den 32-årige kartelleder blev kortvarigt tilbageholdt i 2019 af sikkerhedsstyrker. Han blev dog hurtigt løsladt igen for at forhindre en yderligere eskalering af en voldelig gengældelsesaktion blandt oprørere.
Efter seks timers blodige kampe i gaderne, der kostede mindst otte mennesker livet, heraf en civil og fem formodede kartelmedlemmer, blev det dengang besluttet, at politiet skulle frigive ham til oprørerne.
Torsdagens anholdelse sker, blot få dage inden den amerikanske præsident, Joe Biden, besøger Mexico.
USA har tidligere udlovet en dusør på fem millioner dollar - cirka 35 millioner kroner - for informationer, der kunne lede myndighederne på sporet af Joaquin Guzmans søn.
Det er endnu uvist, om Ovidio Guzman vil blive udleveret til USA ligesom sin far, der afsoner en livstidsdom i et højsikret fængsel i Colorado.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned