Anklager om mobning koster britisk minister jobbet
Den britiske minister Gavin Williamson er anklaget for at have mobbet kolleger og blandt andet have sendt ubehagelige tekstbeskeder til kolleger. Nu er han trådt tilbage fra Rishi Sunaks regering efter kun to uger som minister uden portefølje. Foto: Toby Melville/Reuters
Efter kun to uger på posten er Gavin Williamson ikke længere en del af Rishi Sunaks regering i Storbritannien.
Den britiske minister Gavin Williamson er tirsdag trådt tilbage fra premierminister Rishi Sunaks regering.
Det sker, efter beskyldninger om at Williamson har mobbet kolleger og optrådt aggressivt over for andre ansatte i regeringen.
Det skal være sket under Sunaks forgængere, skriver Reuters.
Williamson skriver tirsdag aften i et brev til premierministeren, at han nu vælger at træde tilbage på grund af beskyldningerne.
Han skriver, at han ikke har samme udlægning af sin adfærd, men at han har undskyldt over for personer, der har modtaget grove beskeder fra ham.
Williamson skriver videre i brevet, som han har offentliggjort på Twitter, at beskyldningerne mod ham er blevet "en distrahering fra det gode arbejde, denne regering gør for det britiske folk".
- Jeg har derfor besluttet at træde tilbage fra regeringen, så jeg fuldt ud kan opfylde kravene i den klageproces, der er i gang, og rense mit navn, skriver han.
Sunak har tirsdag aften svaret, at han støtter Williamsons beslutning og "forstår, hvorfor du har taget den".
Williamson var minister uden portefølje i Sunaks regering. Det er kun to uger siden, at han blev udnævnt.
Han har tidligere været både forsvars- og undervisningsminister, men er blevet fyret fra begge poster.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie