Anklager om vold i hjemmet kan vælte Perus premierminister
Héctor Valer kan være fortid som Perus premierminister, efter at præsident Pedro Castillo har meddelt, at han vil omrokere sin regering.
Héctor Valer er kommet under beskyldning for vold i hjemmet. Foto: AFP PHOTO/PERUVIAN PRESIDENCY/JUAN PABLO AZABACHE/Ritzau Scanpix
Juan Pablo Azabache/Ritzau Scanpix
Héctor Valer blev tirsdag udnævnt som premierminister. Siden er han beskyldt for vold mod hustru og datter.
Kun tre dage efter at have udnævnt en ny premierminister vil Perus præsident, Pedro Castillo, omrokere sin regering.
Det oplyser præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, efter at han tirsdag udnævnte Héctor Valer som ny premierminister.
Et valg, der ikke var populært på grund af beskyldninger om, at Valer har slået sin hustru og datter.
Pedro Castillo oplyser ikke, om Héctor Valer skal forlade posten, eller hvilke andre specifikke ministerrokader han vil foretage.
I en tale sendt på nationalt tv fortæller Castillo, at hans rokade vil inkludere stemmer fra en mangfoldig gruppe af politiske sektorer.
Han giver ikke nogen tidsplan for en ny liste af ministre.
Præsidenten sidder i spidsen for den tredje regering på seks måneder. Hans seneste af slagsen mangler stadig at blive godkendt gennem en kongresafstemning.
Dog er det sandsynligt, at Castillo vil forsøge at finde en ny premierminister. Mange politikere har nemlig sagt, at de vil afvise Héctor Valers udnævnelse.
I talen siger Castillo samtidig, at det er vigtigt at sige fra over for vold mod kvinder.
Héctor Valer kom under pres torsdag, da aviser berettede om, at hans hustru og datter havde anmeldt ham for vold i hjemmet i 2016, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Reuters kan beskyldningerne findes i en politirapport fra 2016. Heri hævder Valers datter, at han skulle have slået og sparket hende "i ansigtet og andre dele af kroppen".
Torsdag nægtede han, at han skulle have slået dem. Hans hustru døde for tre måneder siden, har han fortalt.
Han nægtede også at være en "mishandler" og sagde, at han aldrig blev dømt for vold i hjemmet.
- Jeg er ikke, hvad anmeldelsen på politistationen siger, sagde han på en pressekonference ifølge Reuters.
Derudover har han insisteret på at blive i jobbet, medmindre kongressen vedtager et mistillidsvotum.
- Jeg irettesatte min datter, som enhver forælder gør i sit eget hjem. Ikke én gang, men mange gange.
- Disse irettesættelser, tror jeg, har i dag hjulpet min datter til at blive kirurg, har Valer udtalt.
Fredag opfordrede kongressens formand premierministeren til at træde tilbage.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie