Antallet af omkomne i Los Angeles stiger til 24
- Amtet Los Angeles har haft endnu en aften med ubegribelig rædsel og dyb sorg, udtaler Linsey Horvarth, som er medlem af amtets tilsynsråd. (Arkivfoto). Foto: Yasushi Kaneko/Ritzau Scanpix
Amerikanske myndigheder havde frygtet, at antallet af dræbte i naturbrande ville stige. Det ligger nu på 24.
Antallet af dræbte i forstæder til den amerikanske storby Los Angeles, der er ramt af flere naturbrande, er steget til 24.
Det oplyser retsmedicinere under amtet Los Angeles ifølge Reuters natten til mandag dansk tid.
Byen har været præget af brandene i seks dage, og der er kraftig vind på vej, som kan give flammerne nyt liv.
Tusindvis af hjem er blevet ødelagt, og omkring 100.000 mennesker har været nødt til at forlade deres hjem som følge af evakueringer.
Det tidligere antal af dræbte lød på 16, men myndighederne har udtrykt frygt for, at det ville stige - hvilket det altså har gjort.
Brandene har blandt andet ramt de velhavende kvarterer Pacific Palisades og Malibu samt Hollywood Hills og Altadena nord for byen.
Både berømte amerikanere og mere almindelige indbyggere har set deres hus blive jævnet med jorden. I alt er omkring 12.000 bygninger blevet ødelagt eller beskadiget.
- Amtet Los Angeles har haft endnu en aften med ubegribelig rædsel og dyb sorg, udtaler Linsey Horvarth, som er medlem af amtets tilsynsråd.
Brandfolk, der arbejder fra luften, har sprøjtet vand fra Stillehavet ud over flammerne, mens andre brandmænd til lands har modarbejdet Palisades-branden med vandslanger.
Palisades-branden, der præger den vestlige side af byen, har dækket et område på 96 kvadratkilometer og er omkring 11 procent under kontrol, lyder det.
Tallet definerer den procentdel af brandens omkreds, som brandvæsenet har under kontrol.
Eaton-branden, der brander øst for Los Angeles, har dækket et område på 57 kvadratkilometer. Den betragtes nu som 27 procent under kontrol, hvilket er mere end lørdag, hvor tallet lå på 15 procent.
Nord for byen er det Hurst-branden, der har hærget. Den er 89 procent under kontrol.
Tre andre brande, der har præget andre områder omkring Los Angeles, er 100 procent inddæmmet, lød det tidligere fra Californiens brandvæsen, CalFire. Der er dog stadig områder, hvor der fortsat kan være levende flammer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned