Arbejdsret kræver stop for israelsk storstrejke
En mand går med israelsk flag i Tel Aviv på en dag med protestaktioner og strejke. Foto: Florion Goga/Reuters
Arbejdsretten i Israel kræver stop for generalstrejke. Fagboss beder arbejdere om at vende tilbage på arbejde.
Arbejdsretten i Israel fastslår, at en generalstrejke skal slutte før klokken 14.30 lokal tid - altså 13.30 dansk tid.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dele af Israel er mandag gået i stå under en stor strejke for at få regeringen til at indgå en aftale om gidsler i Gaza, skriver nyhedsbureauet AFP.
Flere medier har tidligere skrevet, at arrangørerne havde planer om at strejke frem til klokken 18.00 lokal tid.
Men nu stiller arbejdsretten i Tel Aviv sig på regeringens side, efter at blandt andre Israels finansminister, Bezalel Smotrich, har bedt om at få stoppet strejken.
Smotrich har tidligere sagt, at der mangler juridisk grundlag for strejken. Han mener, at den har til formål på uretmæssig vis at påvirke store politiske beslutninger om sager med relation til statssikkerhed.
Strejken satte i nogle timer mandag morgen en stopper for fly i Israels travleste lufthavn, Ben Gurion-lufthavnen nær Tel Aviv. Driften skal dog senere mandag igen være normal.
Blandt andet i Tel Aviv blokerer demonstranter flere veje.
Flere større byer har lukket skoler og kommunale tjenester, skriver AFP. I Jerusalem og visse andre byer lader der dog ikke umiddelbart til at være større forstyrrelser.
Strejken blev varslet, efter at landets militær lørdag fandt seks dræbte gidsler i Gaza.
Bag strejken står hovedorganisationen Histadrut, som er paraplyorganisation for en række fagforbund og har omkring 800.000 medlemmer.
Formanden for Histadrut har efter beslutningen fra arbejdsretten bedt medlemmer om at vende tilbage på arbejde.
Histadrut har opfordret regeringen til at gøre mere for at indgå en aftale om de gidsler, der blev taget med til Gaza, da den militante palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel 7. oktober.
- Vi må ikke opgive gidslerne. Jeg er nået til den konklusion, at kun vores indgriben kan ryste dem, der skal rystes, sagde Histadruts formand, Arnon Bar-David, i en erklæring op til strejken mandag.
Fundet af de dræbte gidsler lørdag har ført til vrede. Søndag demonstrerede titusindvis af mennesker på tværs af Israel. Det blev anslået, at der var 500.000 mennesker på gaderne søndag, skriver Sky News.
Der blev taget 251 gidsler 7. oktober. 97 befinder sig fortsat i Gaza, skriver nyhedsbureauet AFP. Heraf er 33 døde, har Israels militær meddelt.
Der har i mange måneder været forhandlinger om at nå frem til en våbenhvile og gidselaftale. Forhandlinger, som hele tiden er blevet afbrudt og så genstartet.
Men trods de gentagne forsøg på at indgå en aftale og et øget pres fra USA er det ikke lykkedes for parterne at nå til enighed.
Søndag sagde Hamas-forhandleren Khalil al-Hayya ifølge nyhedsbureauet Reuters til Al Jazeera, at gruppen ikke kommer til at underskrive en aftale, medmindre Israel trækker sig fuldstændigt ud af Gaza.
Det gælder også Philadelphi-korridoren, som er en smal 14,5 kilometer lang strækning langs Gazas sydlige grænse til Egypten. Den er blevet et centralt stridspunkt i forhandlinger om en våbenhvile.
Israel siger, at den har været brugt til at smugle våben ind til Gazas militante grupper.
/ritzau/
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke