Armeniere rydder sidste tabte distrikt for ejendele på vej ud
Huse stod i flammer, og folk tog husdyr og brænde med ud, inden Aserbajdsjan rykkede ind i distriktet Lachin.
Aserbajdsjanske styrker er tirsdag gået ind i det sidste distrikt, som Armenien har givet afkald på under en fredsaftale om den omstridte region Nagorno-Karabakh.
En video frigivet af Aserbajdsjans forsvarsministerium viser en tank med et aserbajdsjansk flag i spidsen for en række af lastbiler på vej ind i Lachin-distriktet.
Journalister i området har bekræftet, at en række af lastbiler er kørt ind.
Lastbilerne blev flankeret af militærkøretøjer fra Rusland, som har været med til at forhandle fredsaftalen på plads.
Lachin er et af i alt tre distrikter, som Armenien gik med til at give afkald på efter en aftale, der gjorde en ende på flere ugers kampe mellem de stridende parter.
De to andre distrikter hedder Aghdam og Kalbajar.
Distrikterne og flere andre områder tabte Aserbajdsjan til armenske separatister under krige i 1990'erne. Allerede inden fredsaftalen havde Aserbajdsjan overtaget store dele af de tabte områder.
Ligesom det skete i Aghdam og Kalbajar, havde beboere i Lachim hastigt forsøgt at få ryddet deres ejendele af vejen inden overtagelsen.
Flere medbragte kvæg og andre husdyr, brænde, møbler og selv vandrør af plastik på vej ud af distriktet.
Nogle har også brændt deres huse ned. Mandag eftermiddag stod to huse således i flammer i udkanten af byen Lachin.
Beboere havde - bortset fra enkelte undtagelser - fået indtil klokken 18:00 til at forlade Lachin, fortæller den lokale embedsmand Davit Davtyan.
Omkring 200 vil få lov at blive for at opretholde infrastruktur, forklarer han.
- Beboere, der ikke var i stand til at tage afsted, fordi de ikke havde andre steder at gå hen, har sagt, at de vil blive og se, hvad der sker tirsdag, siger Davtyan.
Omkring 2000 fredsbevarende styrker fra Rusland er blevet udsendt i området. De bevogter blandt en 60 kilometer lang korridor, der går fra hovedbyen i Nagorno-Karabakh, Stepanakert, til Armenien.
Nagorno-Karabakh erklærede sig uafhængigt fra Aserbajdsjan efter Sovjetunionens kollaps i 1991. Det er aldrig blevet internationalt anerkendt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned