Årsag til massivt strømnedbrud fortsat ukendt
Passagerer står ved et regionaltog i Spanien, der er stoppet, i forbindelse med det omfattende strømnedbrud i Spanien og Portugal. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Reuters trækker nyhed tilbage, hvor elnetoperatør oplyste årsag til strømsvigt i Spanien og Portugal.
Nyhedsbureauet Reuters trækker mandag aften en historie tilbage, hvor den citerede en portugisisk elnetoperatør for at oplyse årsagen til det massive strømsvigt, som har ramt Spanien og Portugal.
Ifølge Reuters havde Ren tidligere mandag oplyst, at ekstreme temperaturforskelle i det centrale Spanien var skyld i det omfattende strømnedbrud.
På grund af de store forskelle i temperaturerne i Spanien var der unormale udsving i højspændingsledningerne, oplyste den portugisiske elnetoperatør ifølge Reuters og kaldte det "et sjældent atmosfærisk fænomen".
Men Reuters trækker nu historien tilbage.
Den portugisiske elnetoperatør siger ifølge Reuters, at selskabet ikke har udsendt denne meddelelse.
Mandag aften siger et bestyrelsesmedlem fra Ren, at det er for tidligt at vurdere årsagen til strømnedbruddet.
Ren håber at kunne genoprette strømmen i landets næststørste by, Porto, inden for et par timer og i hovedstaden Lissabon inden for fem til seks timer.
Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, siger mandag, at det fortsat er uklart, hvad der har forårsaget strømnedbruddet. Ifølge premierministeren er der endnu ikke nogen "afgørende information" om årsagen.
Han regner med, at strømforsyningen "snart" bliver genoprettet over hele Spanien.
Spanien og Portugal blev mandag ramt af et omfattende nedbrud, som har lammet den offentlige transport, skabt store trafikpropper og forsinket fly.
Togene holdt stille, hospitaler var uden strøm, og folk var fanget i metroen og i elevatorer og måtte evakueres, skriver Reuters. I det centrale Madrid er der trafikpropper, fordi trafiklysene gik i sort.
Den portugisiske premierminister, Luis Montenegro, siger ifølge Reuters, at der ikke er noget, der tyder på, at der har været tale om et cyberangreb.
Samme melding kommer fra EU's præsident, António Costa, i et opslag på X.
Den spanske elnetoperatør Red Electrica siger lidt før klokken 17 mandag, at strømmen er begyndt at vende tilbage til den nordlige, sydlige og vestlige del af Spanien.
Selskabet sagde tidligere mandag, at det kunne tage seks til ti timer at genoprette strømmen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie