Australien holder også Boeing 737 MAX 8 på jorden
Både kinesiske, indonesiske, australske og myndighederne i Singapore beordrer fly af typen Boeing 737 MAX 8 på jorden. Her ses
Jewel Changi Airport, som er ved at blive bygget, i Singapore. Foto: Roslan Rahman/Ritzau Scanpix
Roslan Rahman/Ritzau Scanpix
Mens australske myndigheder venter på yderligere oplysninger, må flytype blive på jorden efter ulykke.
Siden en flyulykke i Etiopien søndag har en række flyselskaber og landes myndigheder suspenderet flytypen Boeing 737 MAX 8.
Tirsdag morgen dansk tid sluttede de australske myndigheder for civil luftfart sig til flokken og meddelte, at de udelukker alle Boeing 737 MAX 8-fly fra at flyve til og fra Australien.
Australiens suspendering af flytypen er kun midlertidig, mens landet venter på yderligere oplysninger.
Ifølge myndighederne vil det midlertidige forbud påvirke Fiji Airways og SilkAir.
Flyulykken i Etiopien kostede 157 mennesker livet.
Søndagens dødsulykke var det andet flystyrt med den populære Boeing 737 MAX 8 på under seks måneder. I slutningen af oktober styrtede et fly fra Lion Air ned i Indonesien. Her mistede 189 personer livet.
Flere andre landes myndigheder holder også flytypen på jorden.
Kinas myndigheder for civil luftfart oplyste mandag, at de har beordret flytypen på jorden, og det har Indonesien og Singapore ligeledes gjort.
Desuden har flere flyselskaber med Boeing 737 MAX 8 i flåden besluttet at holde flyene nede.
Det gælder blandt andet Ethiopian Airlines, Aeroméxico fra Mexico, Comair fra Sydafrika, Gol Airlines fra Brasilien og Eastar Jet fra Sydkorea.
Flere myndigheder og flyselskaber lader dog flytypen flyve videre, mens de holder nøje øje med efterforskningen.
Det gælder både de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) og de europæiske luftfartsmyndigheder (EASA).
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i Danmark oplyste mandag, at den skeler til både FAA's og EASA's certificeringer af flyene.
Norwegian har Boeing 737 MAX 8 i sin flåde. Her lød meldingen også mandag, at flyet flyver videre.
Tirsdag oplyser det norske luftfartstilsyn til Reuters, at det er sikker på, at sikkerheden for Norwegians passagerer er i orden. Tilsynet er desuden i tæt kontakt med EASA.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned