Avis: Nordkorea fylder brændstof på raket

- Affyringer er rykket nærmere. Det er højst sandsynligt, at det kommer til at ske den 12. eller 13. april, siger en anonyme kilde ifølge avisen Tokyo Shimbun.

Kilden oplyser, at nordkoreanerne er begyndt at hælde brændstof på raketten.

Avisen skriver desuden, at en diplomatisk kilde har bekræftet, at Nordkorea har flyttet raketten til en affyringsrampe i byen Tongchang-ri i den nordvestlige del af landet.

Oplysningerne kommer efter, at Nordkorea tirsdag insisterede på, at man ville fortsætte med det, nordkoreanerne selv kalder en satellitopsending.

Nordkorea har afvist Barack Obamas opfordringer om at droppe planerne og anklager den amerikanske præsident for en "konfronterende tankegang".

USA har indstillet planer om at sende fødevarehjælp til Nordkorea, fordi landet ikke overholder aftalen om at stoppe missilaffyringer.

- USA kan ikke stole på, at nordkoreanerne vil give hjælpen videre til dem, der har brug for det, sagde en talsmand for Pentagon onsdag.

Vesten og Nordkoreas asiatiske nabolande har opfordret regeringen i Pyongyang til at opgive raketaffyringen, der ses som et påskud for at teste ballistisk missilteknologi.

/ritzau/AFP

Nordkorea er begyndt at fylde brændstof på en raket, som Vesten mener skal bruges til en missiltest, oplyser en kilde "tæt på den nordkoreanske regering" ifølge japanske medier.

Offentliggjort Sidst opdateret