Barclays tidligere topchef erkender fejl
Foto: Handout /Scanpix
Handout /Scanpix
Den tidligere chef for den britiske storbank Barclays, Bob Diamond, erkender over for britiske parlamentsmedlemmer, at der skete "fejl" og "kritisabel" adfærd i hans bank.
- Helt klart skete der fejl, og der var helt klart en adfærd, som er kritisabel, siger Diamond, som dog insisterer på, at Barclays havde handlet hurtigt for at tage sig af problemerne, da skandalen omkring den manipulerede rente blev kendt.
Barclays har modtaget en bøde på 290 mio. pund for at manipulere med bankernes interne rente, Libor-renten - en sag, der førte til Diamonds afgang tirsdag.
- Holdningen i banken var for tre år siden, da problemerne blev kendt, at vi hurtigt skulle løse dem grundlæggende, siger han.
Diamond siger videre, at han er bekymret over, at der i den britiske regering ikke var forståelse for Barclays problemer under finanskrisen, hvor han mener, at banken muligvis kunne være blevet nationaliseret, som det skete med Royal Bank of Scotland.
Bøden til Barclays kommer efter en anklage om, at Barclays bevidst har undervurderet sine omkostninger i forbindelse med bidrag til den rentesættende proces under den finansielle krise, hvilket har medvirket til et rentefald.
Bob Diamond og Barclays har efterfølgende offentliggjort et memo, der antyder, at topfigurer i både den tidligere Labour-regering og Bank of England ikke blot har kendt til, men måske endda opfordret Barclays til at manipulere med renten.
Memoet, en oversigt over en samtale fra 2008, viser, at Bank of England og den tidligere engelske regering har været skeptiske over for Barclays bidrag til den interne rente.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned