Bendtsen: Merkels stille tysker er bedst for Danmark og EU
Manfred Weber var med til at redde det danske realkreditsystem, fremhæver Bendt Bendtsen, der støtter tyskeren som spidskandidat i EPP: "Jeg har kendt Manfred Weber de seneste ti år, og han har været en god mand for Danmark. Han er en person, der støtter de små lande, når der er problemer". Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I et valg mellem Alexander Stubb og Manfred Weber bør man for Danmarks bedste vælge tyskeren, mener Bendtsen.
Manfred Weber er 46 år, uddannet civilingeniør og leder af Europa-Parlamentets største politiske gruppe (EPP). Men ingen af delene har tilsyneladende gjort tyskeren kendt blandt EU's 500 millioner borgere.
Alligevel bør "det stille vand", som europaparlamentariker Bendt Bendtsen beskriver tyskeren, være spidskandidat for EPP, når en ny formand for EU-Kommissionen skal vælges næste år.
- Jeg har kendt Manfred Weber de seneste ti år, og han har været en god mand for Danmark. Han er en person, der støtter de små lande, når der er problemer, siger Bendtsen.
EPP holder kongres i Finland onsdag og torsdag i denne uge. Her skal den politiske gruppe vælge en spidskandidat.
Den konservative parlamentariker, som er det eneste danske medlem af EPP, har ikke glemt, at Weber støttede ham i bestræbelserne på at sikre det danske realkreditsystem for seks år siden.
Webers rival er Alexander Stubb. Den 50-årige maratonløber har en bredere politisk erfaring som tidligere finsk regeringschef.
Men pilen peger på Weber, når de delegerede stemmer torsdag i Helsinki. Tyskeren har fået støtte af forbundskansler Angela Merkel og lederne af de øvrige store lande repræsenteret i EPP - bortset fra Ungarn.
Bendtsen er sikker på, at Weber har formatet trods sin stille natur.
- Han er jo det stille vand, hvis man må bruge det udtryk. Men han er rigtig god til at få folk til at samarbejde. Så jeg er ikke i tvivl om, at han kan håndtere det, siger Bendt Bendtsen.
Den danske parlamentariker føler sig dog ikke sikker på, at EU-Parlamentet får samme indflydelse som sidst i valget af formand for EU-Kommissionen.
Dengang gik jobbet til Jean-Claude Juncker, der var blevet valgt til EPP's spidskandidat foran Michel Barnier, der i dag leder brexitforhandlingerne på EU's vegne.
- Jeg ved ikke, om det er noget, stats- og regeringscheferne ønsker at cementere, at det blot er en afstemning partierne imellem. Det betyder på sigt, at man sætter dem uden for den beslutning, siger Bendtsen.
Han advarer mod at tro, at spidskandidaten for den største gruppe også bliver formand for kommissionen.
Men at EPP også efter valget til foråret vil være den største politiske gruppe, er den fynske politiker, som indstiller sin politiske EU-karriere til samme tid, overbevist om. Han er klar til at vædde på det, som han siger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned