Betjent såret i synagogeeksplosion - mand med palæstinensisk flag jagtes
Politistyrker foran synagoge i den sydfranske by La Grande-Motte lørdag. En eksplosion har såret en politibetjent, som meldes uden for livsfare. Der er ingen meldinger om tilskadekomne inde i bygningen. Foto: Pascal Guyot/Ritzau Scanpix
Fransk politi jagter en mand, der - iført et palæstinensisk flag - ses forlade synagoge kort før eksplosion.
En betjent er lørdag blevet såret af en eksplosion ved en synagoge i det sydlige Frankrig, skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at han er uden for livsfare.
Ifølge den franske tv-station BFMTV, der har talt med en politikilde, er der tale om Beth Yaacov-synagogen i La Grande-Motte i regionen Languedoc-Roussillon.
Den offentlige anklagemyndighed, som beskæftiger sig med antiterror-området, skal stå for efterforskningen. Det siger Frankrigs premierminister, Gabriel Attal.
- En antisemitisk handling. Igen er vores jødiske borgere mål for angreb, skriver Attal på det sociale medie X.
William Maury fra den franske politiforening Alliance Police Nationale bekræfter eksplosionen på X.
- Et køretøj eksploderer foran en synagoge ved La Grande-Motte. En kommunal politibetjent såret.
- Antisemitisme er en plage, had fører til døden. God bedring til vores kollega, skriver han.
BFMTV melder, at eksplosionen skete omkring klokken 8.30 lørdag morgen.
En person skal på videoovervågning være set forlade stedet kort før eksplosionen.
Ifølge AFP jagter politiet en mand, der - iført et palæstinensisk flag om livet - mistænkes for at have antændt flere brande ved synagogen.
På overvågningsbillederne ses manden bære to flasker med gullig væske, lyder det videre.
To biler uden for synagogen blev sat i brand, og en gasflaske eksploderede sandsynligvis derefter inde i en af bilerne, har politiet oplyst.
To brande blev også startet ved indgangen til synagogen, men de blev hurtigt slukket. To døre blev beskadiget.
Den afgående franske indenrigsminister, Gerald Darmanin, har anmodet præsident Emmanuel Macron om øget myndighedstilstedeværelse foran jødiske institutioner.
På X skriver Gerald Darmanin, at alle kræfter sættes ind for at finde den formodede gerningsmand.
Emmanuel Macron kalder hændelsen for en "terrorhandling" og tilføjer på den sociale platform, at "kampen mod antisemitisme føres dagligt".
Der var ingen gudstjeneste i gang, men en rabbiner og fire andre personer var inde i synagogen, da hændelsen fandt sted. De slap alle uskadte derfra.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned