Biden på sit første valgmøde: Jeg er fagforeningernes mand
Biden har sagt, at han vil føre valgkamp som en "Obama-Biden-demokrat", som er lige så pragmatisk som progressiv. Hans egen opvækst i en arbejderfamilie har gjort ham populær i arbejderkredse. Foto: Aaron Josefczyk/Reuters
Aaron Josefczyk/Reuters
Joe Biden møder opbakning fra fagforeninger på sit første vælgermøde, som bliver afholdt i Pennsylvania.
Den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden er allerede i gang med sin kampagne, efter at han i sidste uge officielt meldte sig ind i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020.
I Pittsburgh, Pennsylvania, siger 76-årige Biden på sit første valgmøde, at han vil genetablere en dynamisk middelklasse. Det bliver et gennemgående tema i hans valgkamp, lyder det.
Valgmødet foregår ved en begivenhed med flere fagforeninger til stede.
- Jeg er fagforeningernes mand. Punktum. Dette land blev ikke bygget af bankmænd fra Wall Street, direktører og chefer for hedgefonde. Det blev bygget af jer, siger Biden foran en fyldt hal.
En af dem, der introducerede Biden, var Harold Schaitberger. Han er formand for Den Nationale Sammenslutning af Brandmænd, en fagforening med 300.000 medlemmer.
Fagforeningen erklærede før begivenheden sin støtte til Biden. Ifølge Schaitberger er Joe Biden en af "de mest trofaste forkæmpere for de arbejdende familier".
Biden, som to gange tidligere har søgt at blive sit partis præsidentkandidat, var vicepræsident under Barack Obama fra 2009 til 2017.
Han fik en solid økonomisk begyndelse på sin præsidentkampagne. I løbet af kampagnens første 24 timer var der blevet indsamlet 6,3 millioner dollar - det svarer til cirka 42 millioner kroner.
Det er det højeste beløb, som en demokratisk præsidentkandidat har indsamlet i løbet af det første døgn.
Biden har sagt, at han vil føre valgkamp som en "Obama-Biden-demokrat", som er lige så pragmatisk som progressiv.
Hans opvækst i en arbejderfamilie har gjort ham populær i arbejderkredse.
Han siger, at han vil rette sin kampagne mod den hvide arbejderklasse og de yngre mere sammensatte vælgergrupper, som støttede Obama massivt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned