Biden: Selve demokratiet er på spil ved midtvejsvalg
Den amerikanske præsident, Joe Biden, tager del i demokraternes valgkamp forud for det amerikanske midtvejsvalg tirsdag. Her taler han i delstaten Maryland. Foto: Nathan Howard/Ritzau Scanpix
Den amerikanske præsident svinger sig op på den helt store klinge forud for midtvejsvalget tirsdag.
Forud for tirsdagens midtvejsvalg i USA siger den amerikanske præsident, Joe Biden, at selve demokratiet er på spil ved valget.
- Vi ved helt ind i vores knogler, at demokratiet er på spil, og at det er nu, vi må forsvare det, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.
Udtalelsen faldt ved et vælgermøde i byen Bowie i delstaten Maryland. Her talte Biden på et universitet, der er kendt for gennem historien at have haft mange afroamerikanske studerende.
Biden fører i Maryland valgkamp for demokraternes Wes Moore. Han er ifølge iagttagere storfavorit til at vinde guvernørposten efter republikanske Larry Hogan.
Under sin tale advarede Biden om, at en republikansk sejr kan svække landes demokratiske institutioner.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters afspejler bemærkningerne de dybe splittelser, der hersker mellem vælgerne i landet.
8. november skal amerikanerne stemme ved midtvejsvalget.
Valget afgør, hvem der har flertal i USA's parlament, Kongressen, som består af to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus.
I dag har Demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus og det smallest mulige flertal i Senatet.
Med flertallet i begge kamre har Demokraterne kunnet føre politik ud i livet.
Men valget ser ifølge målinger ud til at give Republikanerne flertallet i begge kamre.
Sker det, bliver det så godt som umuligt for Biden og Demokraterne at få gennemført politik i løbet af de sidste to år af Bidens præsidentperiode.
Biden forsøger at værne om demokratiet, efter der ved seneste valg - præsidentvalget i 2020 - florerede udokumenterede påstande om, at der var snyd involveret.
Her tabte den tidligere republikanske præsident Donald Trump til Joe Biden.
Debatten om valgresultatet kulminerede med et dødeligt stormløb på den amerikanske kongresbygning 6. januar sidste år.
En stor skare af Trumps tilhængere havde samlet sig uden for bygningen.
De troede, ligesom daværende præsident Donald Trump, ikke på, at Joe Biden havde vundet præsidentvalget. Der var snyd involveret, mente de. En tese, som er blevet gentaget af ekspræsidenten utallige gange uden bevisførelse.
Mindst fem personer mistede livet.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie