Biden: USA vil holde Rusland til ansvar for Ukraine
USA vil aldrig anerkende Ruslands annektering af Krim-halvøen, siger præsident Joe Biden. Her er han fotograferet under et besøg i Ukraine i december 2015, da han var vicepræsident under præsident Barack Obama. Foto: Sergey Supinski/Ritzau Scanpix
Sergey Supinski/Ritzau Scanpix
USA vil aldrig anerkende det russiske krav på Krim-halvøen og støtter Ukraine, fastslår præsident Biden.
USA står side om side med Ukraine og vil holde Rusland ansvarlig for annekteringen af Krim.
Det siger den amerikanske præsident, Joe Biden, fredag, hvor det er præcis syv år siden, at Rusland overtog halvøen med magt.
- USA anerkender ikke og vil aldrig anerkende Ruslands påståede annektering af halvøen, og vi står sammen med Ukraine mod Ruslands aggressive handlinger, siger Biden i en udtalelse fra Det Hvide Hus.
Han understreger, at "Krim er Ukraine".
- Vi vil fortsat arbejde for at holde Rusland ansvarlig for dets overgreb og aggression i Ukraine, siger præsidenten.
Russiske soldater indtog Krim-halvøen, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, har underlagt russisk styre.
Samtidig støttede Rusland et væbnet oprør i den østlige del af Ukraine, hvor prorussiske separatister erklærede uafhængighed.
Det udløste en krig, der fortsat ulmer. Store områder i den østlige del af Ukraine er uden for den ukrainske regerings kontrol.
Senest blev to mennesker dræbt og to såret onsdag, meddeler regeringen i Ukraine ifølge nyhedsbureauet AFP.
Biden-administrationen har sagt, at den stadig er ved at foretage en gennemgang af USA's udenrigspolitik, som den har været i gang med, siden Biden overtog embedet efter Donald Trump den 20. januar.
Biden talte i telefon med Putin i slutningen af januar. Her talte han angiveligt meget direkte om de spørgsmål, han anser for problematiske.
Ifølge Det Hvide Hus bragte Biden flere ømtålelige emner op i løbet af samtalen, herunder annekteringen af Krim.
Også russiske hackerangreb mod USA og fængslingen af oppositionsleder Aleksej Navalnyj blev drøftet, sagde Det Hvide Hus på det tidspunkt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned