Bilbombe dræber mange på afghansk hospital

En bilbombe mod et hospital syd for den afghanske hovedstad, Kabul, koster mindst 20 mennesker livet.

Angrebet finder sted dagen efter, at USA's præsident, Barack Obama, i en tale oplyste, at 10.000 amerikanske soldater vil blive trukket ud af Afghanistan i år.

- En selvmordsterrorist havde et hospital i Azra-distriktet som mål, siger en talsmand for de lokale myndigheder.

Hospitalets fødeafdeling er raseret ved angrebet, og de fleste ofre er kvinder og børn.

Mindst 20 er døde, rapporterer det afghanske sundhedsministerium, som korrigerer en tidligere oplysning om 60 dræbte.

Abdul Rahman, der bor nær hospitalet, frygter, at han har mistet syv familiemedlemmer ved eksplosionen.

- Jeg var hjemme, da jeg hørte en kraftig eksplosion. Jeg skyndte mig hen til stedet. Jeg så mange døde og sårede mennesker.

- Mange af dem brændte. Der var kropsdele overalt. Min familie er død, jeg kan ikke finde dem, de ligger under murbrokkerne, fortæller han fortvivlet.

Angrebet fandt sted i Logar-provinsen syd for hovedstaden Kabul. Her siger den lokale sundhedschef, at dødstallet meget vel kan stige.

Sprængstofferne var tilsyneladende placeret i en firhjulstrækker uden for bygningen.

Taliban, som tidligere har gennemført lignende angreb i området, nægter at have noget med selvmordsangrebet at gøre.

Det er de civile, som har lidt de største tab i løbet af den 10 år lange krig. Sidste år blev 2777 civile afghanere dræbt, viser opgørelser fra FN.

USA vil trække 10.000 af sine godt 100.000 soldater Afghanistan ud inden årets udgang. I løbet af 2012 vil der være 33.000 amerikanske soldater færre i Afghanistan, siger den amerikanske præsident.

/ritzau/AFP

Mindst 20 er døde ved terrorangreb mod hospital. Fødeafdelingen er styrtet sammen, og kvinder og børn er ofre.

Offentliggjort Sidst opdateret