Biljagt ender på landingsbane i Lyon og lammer flytrafik
Bilist kørte gennem lufthavnsterminal og ud på landingsbane i Lyon med politi i hælene. Flytrafik indstillet.
Flytrafikken til og fra lufthavnen Saint-Exupery i den franske by Lyon er mandag eftermiddag blevet indstillet, da en biljagt er endt på en af lufthavnens landingsbaner.
Ifølge hjemmesiden Flightradar24, der overvåger flytrafik, bliver fly til lufthavnen omdirigeret og sendt til andre byer i nærheden.
En video fra lufthavnen viser en bil, der bliver forfulgt af politiet, indtil den kører galt i forsøget på at slippe af med politiet.
Ifølge nyhedsbureauet AP er en person blevet anholdt. Bilisten er kørt gennem to glasdøre i lufthavnen og har gasset op ude på landingsbanen ifølge talskvinden for det lokale politi, Christelle Monteagudo.
Mandens motiv var ukendt, oplyser Christelle Monteagudo, der understreger, at det er for tidligt at udelukke noget.
Forinden var bilisten kørt mod trafikken på en motorvej og ind på en mindre flyplads, inden han kørte videre til Saint-Exupery.
Her kørte bilen gennem lufthavnens terminal 1, hvor en tur gennem to glasdøre førte bilisten ud på landingsbanen med politi i både biler og helikopter efter sig.
I biljagten over landingsbanen kørte bilisten galt. Han steg herefter ud og forsøgte at løbe fra stedet, men han blev omringet og pågrebet af betjente ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ingen er kommet til skade under episoden.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie