Soldater, der kæmper i brændende gader. Missiler, der skyder kampfly ned. Droner, der pulveriserer kampvogne.
Det lyder umiddelbart som beskrivelser af krigssituationer, men det kan lige så vel være billeder fra videospil. Og det er en stor kilde til misinformation.
For billeder fra krigsvideospillet Arma 3 er så realistiske, at de igen og igen over de seneste måneder er blevet brugt til falske videoer om krigen i Ukraine. Etablerede medier er endda blevet snydt til at bruge dem.
Billeder fra spillet bliver tilføjet en bjælke, hvor der står "live" eller "breaking". Og vupti, så fremstår de som ægte nyhedsbilleder.
- At det fortsætter med at ske, er en påmindelse om, hvor let det er at snyde folk, siger Claire Wardle, som forsker i information ved Brown University.
- I takt med at billeder fra videospil bliver mere sofistikerede, kan computergenererede billeder ved første øjekast se ægte ud.
Derfor bør nyhedsmedier lære sig, hvordan man adskiller ægte fra falske billeder, så de ikke bringer forkerte billeder videre og kommer til at bidrage til misinformation, mener hun.
Spillere af Arma 3 ynder ofte at lægge klip på for eksempel YouTube for at vise deres bedrifter i spillet, hvor de kan skabe forskellige scenarier på slagmarkerne.
Men derfra kan klippene hurtigt misbruges til at sprede falsk information.
Arma 3's skaber, Bohemia Interactive, prøver at bekæmpe, at spillet bliver misbrugt.
- Mens det er flatterende, at Arma 3 simulerer moderne krig på en så realistisk måde, så er vi bestemt ikke glade for, at det kan misforstås som ægte krigsbilleder og bruges som krigspropaganda.
- Vi forsøger at bekæmpe det ved at gøre videodelingsplatforme opmærksomme på sådanne videoer. Men det er meget ineffektivt. For hver en video, der tages ned, bliver der lagt ti nye op, siger selskabet i en udtalelse.
Faktatjekkere er opmærksomme på problemet. Men de er ikke altid hurtige nok, når videoer spredes i lynfart på sociale medier.
I november var der for eksempel en video, hvori det blev vist, at russiske kampvogne blev ramt af et særligt amerikansklavet missil.
Klippet nåede at blive set af titusinder på sociale medier, før videoen blev skudt ned som værende falsk og fra Arma 3.
Tilbage i marts sidste år var det DR, der blev snydt, selv om DR havde iværksat tiltag for at undgå netop det.
I et program viste DR billeder af helikoptere, der blev skudt ned omkring byen Kherson i Ukraine. Men det var i virkeligheden bare billeder fra videospillet.
Afsenderen var det ukrainske forsvarsministerium. Og det vides stadig ikke, om ministeriet - ligesom DR - blev snydt af billedernes autenticitet eller bragte dem bevidst.
Ifølge Bohemia Interactive er de vildledende videoer de seneste måneder taget til i forhold til krigen i Ukraine. Eksperter tvivler dog på, at det er myndigheder fra de krigende parter, der står bag.
- Jeg tror, at folk, der lægger det her op, bare er trolde, som gør det for at se, hvor mange de kan snyde, siger Nick Waters fra mediet Bellingcat, der specialiserer sig i faktatjek.
/ritzau/AFP
Selskab bag Arma 3 kender til problemerne
* Bohemia Interactive, selskabet bag Arma 3, erkender, at videoer fra spillet ret nemt kan bruges til at sprede falske nyheder.
* De senere år er videoer fra spillet også brugt til at sprede misinformation om konflikterne i for eksempel Syrien og Afghanistan.
* Bohemia Interactive bekæmper spredningen af misvisende videoer ved at gøre videodelingsplatforme såsom YouTube opmærksomme, når videoerne bruges til misinformation.
* Selskabet opfordrer desuden folk til at bruge billeder fra spillet på en ansvarlig måde og afstå fra at bruge vildledende titler til videoer, de lægger op. Desuden opfordres der til, at man tydeligt skriver, at billederne stammer fra videospillet.
* Faktatjekkere siger, at det er relativt nemt at se, når billeder stammer fra Arma 3 sammenlignet med såkaldte deepfakes. Deepfakes er fabrikerede billeder, lyd og videoer, som er mere sofistikeret og sværere at skelne fra ægte billeder.
Kilde: AFP.
/ritzau/
Seneste artikler
Færre tog mellem Falster og Sjælland i mindst en uge
Nu er broklapperne klar til sejlerne
Forsøgte at aflive hængebugsvin med haglgevær
Skiveskårne champignoner tilbagekaldes efter fund af listeria
Forsvarer i yacht-sagen: - Jeg synes, det er en forkert dom
Mest læste artikler
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Lang kø til åbning af butik
Her er dommen
Campingplads ved vandet til salg