Blinken rejser fra Qatar uden aftale mellem Hamas og Israel
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, udtalte sig tirsdag aften til journalister på landingsbanen, inden han rejste fra Qatars hovedstad, Doha. Foto: Kevin Mohatt/Ritzau Scanpix
USA's udenrigsminister afslutter sit besøg i Mellemøsten uden at være kommet frem til aftale om Gazastriben.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, afslutter tirsdag aften sit niende besøg i Mellemøsten, siden krigen mellem den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas og Israel brød ud 7. oktober, uden en våbenhvileaftale mellem de to.
Hamas har afvist det seneste forslag, som USA og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har gået med til.
Hamas mener, at forslaget er for langt fra en aftale, som den palæstinensiske bevægelse tidligere var blevet præsenteret for.
Blinken har i sin tid i Mellemøsten besøgt både Egypten og Qatar, som begge er involveret som mæglere i konflikten.
Han har tidligere sagt, at besøget kunne være "sidste chance" for at nå frem til en aftale om våbenhvile i Gaza.
- Tid er afgørende, fortalte Blinken journalister på landingsbanen inden afgang.
- For hver dag, der går, kan der ske flere dårlige ting mod gode mennesker, som ikke fortjener det.
- Det her skal gennemføres, og det skal gennemføres i de kommende dage. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få det over målstregen.
Qatars udenrigsminister, sheik Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, siger natten til onsdag dansk tid, at landet fortsat er indstillet på at arbejde for en aftale, der kan indføre våbenhvile i Gazastriben.
Krigen har raset i området siden 7. oktober, hvor Hamas brød over grænsen til Israel og ifølge en israelsk optælling dræbte omkring 1200 personer, hvoraf størstedelen var civile.
Modangrebene i Gazastriben har kostet flere end 40.000 mennesker livet, viser optællingen i det hamaskontrollerede område. De lokale sundhedsmyndigheder skelner ikke mellem civile og militære tab.
Hamas har desuden fortsat gidsler i dets varetægt, efter at det tvang omkring 250 personer med tilbage til Gazastriben under angrebet 7. oktober.
Flere end 100 af gidslerne er endnu ikke blevet løsladt, og flere af dem regnes for døde. Israel oplyste tirsdag, at man havde modtaget ligene af seks gidsler, som har mistet livet i Hamas' varetægt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned