Bombedrama i Göteborg

Svensk politi blev torsdag aften tvunget til at afspærre dele af det centrale Göteborg, da en mand i en sporvogn truede med at sprænge sig selv i luften

Alarmen indløb ved 18-tiden. En mand om bord på linje seks truede med at udløse en bombe i sporvognen. Det lykkedes politiet at storme sporvognen og overmande den pågældende.

Manden blev af politiet tvunget til at klæde sig af, inden han blev bragt til et lokalt hospital. Han var iført noget, der kunne være et bombebælte, men politiet kunne endnu torsdag ikke sige, om der var tale om sprængstoffer eller en attrap.

Ifølge Västra Götalands Politi blev passagererne i sporvognen evakueret uden problemer, og ingen af dem er kommet til skade.

/ritzau/TT

Mand skabte kaos i det centrale Göteborg, da han truede med at udløse en bombe i en sporvogn.

Offentliggjort Sidst opdateret