En jordaner, som menes at have dræbt syv CIA-officerer ved et selvmordsangreb i Afghanistan i sidste uge, blev anset for at være den bedste meddeler om al-Qaeda i de seneste år, skriver avisen New York Times.
Den amerikanske avis, der henviser til kilder i CIA, skriver, at der var tillid til, at den jordanske mand havde givet informationer om topledere i al-Qaeda blandt andet om organisationens nummer to, Ayman al-Zawahiri. I CIA var der så stor entusiasme omkring efterretninger fra Humam Khalil Abu-Mulal al-Balawi, en 36-årig jordansk læge, at topembedsmænd fra CIA og Det Hvide Hus blev orienteret om, at han blev sendt til et møde i Afghanistan. Her kom han imidlertid ikke med nye vigtige spor til amerikanerne, men udløste i stedet et selvmordsbælte på en amerikansk base i Khost og dræbte syv af CIA's folk.
Ifølge The Times var Balawis baggrund som radikal islamist kendt i både Jordan og USA, men de to landes efterretningstjenester mente, at han var blevet omvendt.
- Dette var en af de mest lovende bestræbelser i efterretningstjenesten over for al-Qaeda, siger en højtstående efterretningsmand til avisen.
Angrebet på CIA, der var det blodigste mod den amerikanske efterretningstjeneste siden 1983, skete efter en byge af kritik. Det amerikanske militær i Afghanistan har beskyldt CIA for dårlig indsamling af efterretninger. CIA's arbejde kaldes "ignorant" og "ude af stand til at besvare fundamentale spørgsmål om det miljø", man opererer i og de folk, som man skal beskytte.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned