Boosterstik mindsker risiko for indlæggelse markant
En tredje dosis mindsker risiko for alvorlig sygdom efter omikronsmitte med 90 procent for personer over 65.
Et boosterstik med en vaccine mod covid-19 giver meget høj beskyttelse mod personer over 65 år mod at blive så alvorligt syge, at de skal indlægges, efter at være smittet med varianten omikron.
Det viser nye tal fra UK Health Security Agency.
Ifølge den britiske sundhedsmyndighed har smittede personer tre måneder efter et boosterstik 90 procent mindre risiko for at få behov for hospitalsbehandling i forhold til personer, der ikke har fået den ekstra dosis.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
For personer, der har fået to stik, falder beskyttelsen til omkring 70 procent efter tre måneder og til 50 procent efter seks måneder.
Med baggrund i disse data anbefaler den britiske regerings særlige vaccinationsudvalg, at personer på plejehjem og folk over 80 år ikke skal have endnu en boosterdosis, der også er kendt som det fjerde stik.
Prioriteten bør i stedet være fortsat at udrulle det første boosterstik til færdigvaccinerede personer samt at få givet den første dosis til ikkevaccinerede så hurtigt som muligt.
Det siger professor Wei Shen Lim, der er formand for udvalget.
- De nuværende data viser, at en boosterdosis fortsat giver høj beskyttelse mod alvorlig sygdom - selv for de mest sårbare grupper. Af den grund konkluderer udvalget, at der ikke umiddelbart er behov for at introducere boosterdosis nummer to, siger Wei Shen Lim ifølge dpa.
Ifølge sundhedsmyndigheder i flere lande er risikoen for at blive indlagt med omikron væsentligt lavere end for varianten delta.
Faglig direktør i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause vurderer risikoen til at være omkring det halve.
- Omikron vil stadig kunne presse vores sundhedsvæsen, men alt tyder på, at den er mildere end deltavarianten. Risikoen for at komme på hospitalet er halvt så stor som delta, sagde hun tidligere denne uge til TV 2.
Siden omikron dukkede op i slutningen af november er den blevet den dominerende variant flere steder. I Danmark udgør varianten mere end 90 procent af de bekræftede tilfælde, oplyste Statens Serum Institut den 3. januar.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie