En styrke på 2600 mand er beordret til Brasiliens fjerdestørste delstat efter det lokale politi gik i strejke onsdag og forlangte mere i løn bare få uger før det årlige karneval.
Antallet af mordsager er steget eksplosivt. Myndighederne rapporterer om 81 mord på de sidste fem dage. Det er dobbelt så mange som i samme periode sidste år. Voldelige overfald og røverier er også steget.
Chefen for landets militære styrker, general Enzo Martins, siger til det statslige nyhedsbureau, at yderligere 900 soldater vil blive sendt til området i løbet af kort tid for at skabe sikkerhed i området.
Strejken og den efterfølgende kriminalitetsbølge kommer bare to uger før millioner af turister forventes at komme for at deltage i årets karneval.
- Denne strejke, og den måde den bliver udført på, er helt uacceptabelt, siger justitsminister Jose Eduardo Cardozo.
En strejkeleder blev arresteret søndag, og der er udstedt arrestordrer på 11 yderligere.
Brasilianske soldater har taget opstilling rundt omkring i byen Salvador for at forhindre yderligere kriminalitet. De patruljerer samtidigt byens berømte strande.
Befolkningen i byen er bange:
- Jeg har ikke forladt min lejlighed i to dage, siger den italienske forretningsmand Marco Baghin og fortsætter:
- Det giver ingen mening at risikere at blive overfaldet.
Turistbureauerne fortæller til brasilianske medier, at 10 procent af turisterne allerede har aflyst deres hotelreservationer og rejser til området.
En tredjedel af delstatens samlede politistyrke er gået i strejke og forlanger en lønstigning på 50 procent og bedre arbejdsforhold.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned