Den terrorsigtede Anders Behring Breivik, som allerede har mindst 76 menneskers liv på samvittigheden, havde planer om endnu en terroroperation.
Det fremgår af hans mere end 1500 sider lange terrormanifest, skriver det norske medie VG Nett.
I manifestet har den 32-årige Anders Behring Breivik lavet en liste over overlevelsesudstyr, våben, ammunition, stimulerende midler og kontanter, som skal bruges, hvis det lykkes at flygte fra fængslet.
- Udstyret vil tillade dig at komme i sikkerhed, så du kan være i stand til at udføre en bonusmission, hvis du lykkes med at flygte fra fængslet, står der i manifestet.
Han beskriver ligeledes målet for terrorangrebet, som er tre til fem "forrædere", der i Anders Behring Breiviks øjne er for positive over for islam.
Den terrorsigtede, der nu er varetægtsfængslet i foreløbig otte uger, har udpeget netop disse personer, fordi han tror, at de 10 til 20 mest attraktive terrormål med stor sandsynlighed er under skarp politibeskyttelse.
Listen skal ifølge hans planer offentliggøres på forhånd for at påvirke personernes holdninger, og de kan blive fjernet fra listen, hvis de ændrer standpunkter i tide.
Politiet mener, at Anders Behring Breivik har haft tanker om meget mere end to terrormål, men efterforskere har givet udtryk for, at det er vanskeligt at forholde sig til manifestet.
- Han fortæller, at han ikke selv har placeret flere sprængstoffer, og at han er alene om begge aktioner, siger den 32-åriges advokat Geir Lippestad til VG Nett.
Siden anholdelsen har politiet fundet sprængstoffer på den gård, hvor Anders Behring Breivik planlagde og forberedte det dobbelte terroranslag mod Norge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned