Norges regering har afsat et beløb svarende til 176 millioner danske kroner, som skal bruges til at betale erstatninger til de overlevende og efterladte efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i juli.
Men efter norsk lov kan hver enkelt højst få udbetalt 2,95 millioner danske kroner, og det er for lidt, mener advokater for de efterladte.
- Dette er den dårligste af de offentlige erstatningsordninger, som kompenserer for en fremtidig indtægt. Ingen af de andre ordninger har sådan en beløbsgrænse, siger partner og advokat Thorsteinn J. Skansbo fra Codex Advokat, der repræsenterer flere af ofrene efter angrebet 22. juli, til webavisen vg.no.
Avisen skriver, at erfaringer fra andre lande viser, at mange af de unge vil have psykiske mén resten af livet.
Advokaten påpeger, at mange af de unge fra Utøya var ressourcestærke unge, som formentlig ville have fået gode job med høje lønninger.
- Nu kan det ske, at de er frarøvet den fremtid. Økonomisk vil det være en katastrofe, hvis de sidder tilbage med tre millioner kroner, siger Skansbo til vg.no.
Han mener, at lovgivningen om erstatning til terrorofre skal ændres, så der ikke er beløbsgrænse på.
Anders Behring Breivik bragte den 22. juli en bombe til sprængning i regeringskvarteret i Oslo, hvor otte personer blev dræbt.
Derefter tog han videre til Utøya, hvor han skød og dræbte 69 personer, overvejende unge, der deltog i en sommerlejr for Arbeiderpartiets ungdomsafdeling (AUF).
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie