Brexit mindsker IMF's forventning til britisk økonomi
IMF's leder, Christine Lagarde, pointerer, at Storbritanniens økonomi kan vokse, hvis der bliver underskrevet en solid handelsaftale med EU under brexit-forhandlingerne. Foto: /ritzau/AP/Stefan Rousseau
/ritzau/AP/Stefan Rousseau
I britisk erhvervsliv er investeringer faldet i forhold til det forventede efter økonomisk usikkerhed.
Den Internationale Valutafond, IMF, har sænket forventningerne til væksten i den britiske økonomi for 2017. IMF siger, at følgerne af brexit har lagt en dæmper på Storbritanniens økonomi trods et stærkt opsving på globalt plan.
IMF siger onsdag, at den venter en vækst på 1,6 procent i år i Storbritannien. Den tidligere prognose lød på 1,7 procent.
Et stort fald på pundet efter briternes EU-folkeafstemning i juni, hvor de besluttede at træde ud af Den Europæiske Union, har ført til øget inflation. Det er blevet dyrere at importere varer, og det mærkes på indkomster og forbrug.
I erhvervslivet er investeringer også faldet i forhold til det forventede. Det skyldes større økonomisk usikkerhed.
IMF holder fast i forventningen om en vækst på 1,5 procent i 2018. Men en forholdsvis høj inflation ventes fortsat at lægge en dæmper på lønninger og forbrug.
IMF's chef, Christine Lagarde, pointerer, at Storbritanniens økonomi kan vokse, hvis der bliver underskrevet en solid handelsaftale med EU under brexit-forhandlingerne.
- Jo mere åben Storbritanniens økonomi er for handel i al almindelighed - derunder også over for EU - jo større er sandsynligheden for øget produktivitet og vækst, siger Lagarde ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Hun siger, at usikkerhed omkring brexit-forhandlingerne bidrager til IMF's forsigtige prognoser.
- Hvis forhandlingerne går hurtigere end antaget, så kan det øge tilliden til den britiske økonomi. På den anden siden kan et sammenbrud i forhandlingerne føre til en kaotisk skilsmisse og faldende priser, pointerer Lagarde.
Den britiske premierminister, Theresa May, siger, at hun vil søge en aftale med EU, der trækker landet ud af EU's indre marked og toldunion. Samtidig skal en "ambitiøs brexitaftale" sikre nye økonomiske bånd med EU.
EU's chefforhandler, Michel Barnier, har imidlertid udtalt, at en aftale vil føre til, at britiske banker og selskaber vil tabe handelsrettigheder i EU.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie