Britisk monark og hendes mand fejrer 70-års bryllupsdag
Et tre timer langt klokkespil markerer, at den britiske dronning og hendes mand har været gift i 70 år.
Det er ikke mange ægtefolk forundt at opleve, men mandag kan den britiske monark, dronning Elizabeth II, og hendes mand, prins Philip, fejre jernbryllup - 70 års bryllupsdag.
Parret blev gift i London-kirken Westminster Abbey 20. november 1947. Det var, kun to år efter at Anden Verdenskrig var slut.
Dengang blev de fejret med pomp og pragt. Men deres 70-års bryllupsdag bliver ifølge nyhedsbureauet Reuters en stille affære.
Nyhedsbureauet beretter, at dagen bliver fejret med en familiemiddag på Windsor Castle, men en stor officiel fest er der altså ikke tale om.
Kirken, hvor parret i sin tid blev gift, vil dog markere dagen med et tre timer langt klokkespil.
Det royale par mødte hinanden første gang, da de var teenagere. De blev gift, da Elizabeth var 21 år.
Prins Philip, som er søn af en græsk prins, afskrev sig sine titler og sin græsk-ortodokse tro for at blive britisk statsborger og gifte sig med den britiske prinsesse.
Før brylluppet fortalte han dronning Elizabeth, som var dronning Elizabeth II's mor, at han var "fuldstændig og uforbeholdent forelsket" i hendes datter.
Siden har dronning Elizabeth II beskrevet prins Philip som sin klippe.
Dronning Elizabeth, der i dag er 91 år, har fire børn med prins Philip, der har rundet de 96 år.
Mens deres ægteskab har stået stærkt gennem årene, har tre af deres fire børn været involveret i skilsmisser - blandt andre blev sønnen og tronarvingen prins Charles skilt fra prinsesse Diana, som han har sønnerne prins William og prins Harry med.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie