Britisk politi efterforsker nye anklager mod Russell Brand
For to uger siden anklagede fire kvinder den britiske komiker og skuespiller Russell Brand for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Nu har politiet i London modtaget anmeldelser om "et antal" nye tilfælde af seksuelle overgreb, efter at sagen har været omtalt i medierne. (Arkivfoto). Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Britisk politi har indledt en efterforskning af "et antal" nye beskyldninger mod skuespiller og komiker Russell Brand om seksuelle overgreb.
Det meddeler politiet i London ifølge BBC og Reuters.
Der er tale om hændelser, der ligger tilbage i tiden. De skal have fundet sted i både London og andre dele af landet.
Der er ikke foretaget nogen anholdelser, meddeler politiet.
De nye anklager kommer, efter at fire kvinder har anklaget Brand for voldtægt og andre seksuelle overgreb, der fandt sted mellem 2006 og 2013.
Det skete for to uger siden i artikler og en dokumentar fra de tre medier Sunday Times, Channel 4 og The Times.
Efter medieomtalen "har politiet modtaget et antal beskyldninger om seksuelle overgreb i London", skriver politiet i den britiske hovedstad i en meddelelse.
- Vi har også modtaget et antal beskyldninger om seksuelle overgreb begået andre steder i landet, og vi vil efterforske dem.
Politiet har ikke oplyst detaljer om, hvornår disse hændelser skal have fundet sted, eller hvor mange nye anklager der er tale om. Det er heller ikke oplyst, om der er tale om voldtægt eller andre seksuelle overgreb.
- Vi opfordrer fortsat enhver, som mener, at de kan have været offer for et seksuelt overgreb, uanset hvor længe siden det var, til at kontakte os, siger kriminalkommissær Andy Furphy, der leder efterforskningen.
Russell Brand har afvist alle anklager. Han siger, at der var tale om sex med samtykke.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned