Bulgarien gør klar til femte valg på to år
Bulgariens præsident, Rumen Radev (t.h.), gav mandag Socialistpartiets leder, Kornelia Ninova (t.v.), mandat til at forsøge at danne en regering, efter at to større partier var blevet nødt til at opgive. Men efter fire dage giver hun mandatet tilbage til præsidenten, som dermed skal udskrive landets femte valg på to år. Foto: Valentina Petrova/Ritzau Scanpix
Tre partier har måttet opgive at finde flertal og danne regering. Politisk uro kan forsinke reformer og euro.
Bulgarien har udsigt til at skulle holde parlamentsvalg for femte gang i løbet af to år.
Fredag måtte Socialistpartiet, der blev tredjestørst ved valget i oktober sidste år, opgive at samle et flertal og danne regering.
Det meddeler partiets leder, Kornelia Ninova.
- Vi forsøgte at finde en løsning, der kan bringe landet ud af de mange kriser og især ud af den politiske krise, siger hun.
- Vi så på mulighederne og besluttede at give mandatet tilbage til præsidenten.
Forinden havde de to partier, der blev størst ved valget 2. oktober 2022, ligeledes meddelt, at de ikke var i stand til at danne en regering.
Først var det centrumhøjrepartiet Gerb, der blev valgets største, som ikke kunne samle flertal.
Dernæst måtte det liberale parti PP, som tidligere premierminister Kiril Petkov står i spidsen for, se sig ude af stand til at danne en regering.
Det tredje forgæves forsøg på at danne en regering, som socialisterne stod for, betyder ifølge forfatningen, at det er nødvendigt med et nyvalg.
Næste skridt for præsident Rumen Radev er nu at opløse parlamentet og fastsætte en dato for det næste valg.
Det er ventet, at valget vil blive holdt i slutningen af marts eller begyndelsen af april.
Bulgarien har i det meste af de seneste to år været ledet af en overgangsregering.
Siden 2020, hvor tusindvis af mennesker gik på gaden i massive protester mod korruption, har landet været præget af politisk ustabilitet.
Landet har et ønske om at slutte sig til den fælles europæiske valuta, euroen, i 2024. Men manglen på en stabil regering kan få betydning for de planer.
Flere reformer, blandt andet nye tiltag der skal bekæmpe korruptionen i landet, kommer til at vente på, at en ny regering er på plads.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned