Californiens justitsminister bliver USA's nye sundhedsminister
Xavier Becerra, der hidtil har været justitsminister i Californien, bliver USA's nye sundhedsminister efter at han torsdag er blevet godkendt i en meget tæt afstemning i Senatet. (Arkivfoto) Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Pool/Ritzau Scanpix
Støtte til Obamacare og manglende sundhedserfaring fik Republikanerne til at stemme imod Xavier Becerra.
USA får nu en ny sundhedsminister. Senatet har ved en tæt afstemning torsdag godkendt præsident Joe Bidens nominerede til posten, Xavier Becerra.
Det skriver New York Times og Washington Post.
Den nye sundhedsminister blev godkendt med stemmerne 50-49. Han fik opbakning fra sit eget Demokratiske Parti, mens Republikanerne stemte imod.
Den republikanske modstand var blandt andet begrundet med, at Becerra mangler erfaring på sundhedsområdet.
Becerra har hidtil været Californiens justitsminister. Desuden har han været medlem af Repræsentanternes Hus i Washington i 26 år, hvor han var en del af Demokraternes ledelse.
Han tiltræder på et tidspunkt, hvor USA kæmper for at få befolkningen vaccineret og nedbringe coronasmitten.
Hans godkendelse har trukket ud på grund af den republikanske modstand.
- På et tidspunkt, hvor USA kæmper mod covid-pandemien, er godkendelsen af ham på høje tid, sagde den demokratiske senator Edward Markey under torsdagens debat.
En anden vigtig opgave for Becerra bliver at udvide den sundhedsforsikring, som tidligere præsident Barack Obama fik indført.
Hans støtte til den såkaldte Obamacare-ordning var yderligere en årsag til, at Republikanerne var imod hans kandidatur.
Onsdag opfordrede den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell, sine partifæller til at stemme imod Becerra.
Også den nye sundhedsministers opbakning til en mere liberal politik på indvandringsområdet fik de republikanske senatorer til at stemme imod ham.
Den 63-årige Becerra er selv søn af mexicanske indvandrere. Han er den første person med latinamerikansk baggrund, der bliver USA's sundhedsminister.
Som minister har han ansvar for ministeriets over 80.000 ansatte i USA og andre lande. Han får også det øverste ansvar for store offentlige ordninger som Medicare og Medicaid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned