Chávez siger nej til USA's ambassadør

Venezuelas præsident, Hugo Chávez, gør det klart, at USA's nyudnævnte ambassadør i Venezuela skal lede efter et andet job.

Ambassadøren, Larry Palmer, vil ikke få akkreditering i Venezuela, fordi han ifølge Chávez har fornærmet Venezuela.

- Hvordan vil du have, Obama, at jeg skal acceptere denne gentleman som ambassadør? Det er umuligt, sagde Chávez søndag på tv.

I fredags advarede Chávez om, at han vil blokere for Larry Palmer, der har sagt, at Venezuelas regering har forbindelser til Farc, den venstreorienterede oprørsgruppe i Colombia.

Palmer har også talt om lav moral i Venezuelas væbnede styrker.

/ritzau/Reuters

Venezuelas præsident vil ikke akkreditere USA's nyudnævnte ambassadør i Caracas. Ambassadøren har udtalt sig fornærmende om Venezuela, siger Chávez.

Offentliggjort Sidst opdateret