USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har i en tale i Den Afrikanske Unions (AU) hovedkvarter i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, opfordret de afrikanske lande til at vende Libyens leder, Muammar Gaddafi, ryggen.
- Så længe Gaddafi er i Libyen, vil det libyske folk være i fare. Gaddafi er nødt til at træde tilbage. Jeg opfordrer alle afrikanske lande til at opfordre til en ægte våbenhvile og til, at Gaddafi træder tilbage, sagde Clinton.
Clintons rundrejse i Afrika begyndte fredag og skulle slutte tirsdag. Men rejsen blev afkortet på grund af et vulkanudbrud i Eritrea, som har spredt aske over Østafrika og Den Arabiske halvø.
I den første tale, som en amerikanske udenrigsminister har holdt til AU, bad Clinton de 53 AU-lande om at støtte overgangen til demokrati i Libyen.
Mens Gaddafi var med til at skabe og finansiere AU, der blev grundlagt i 2002, sagde Clinton, at de afrikanske ledere nu har pligt til at hjælpe med at få ham til at træde tilbage.
- Verden har behov for, at AU går foran, sagde Clinton.
AU har fordømt Natos luftangreb mod Libyen.
Clinton benyttede også talen i AU til at advare andre afrikanske ledere end Gaddafi mod at blive ved magten uden et demokratisk mandat.
- Alt for mange afrikanere lever under ledere, der har været ved magten i mange år. Mænd, der bekymrer sig mere om, hvor længe de regerer, end om det, der er bedst for deres land, sagde Clinton.
Clinton advarede på den baggrund om, at andre afrikanske lande end Libyen kan blive vidne til opstande.
- Den gamle måde at regere på, er ikke længere acceptabel, sagde Clinton.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned