Clinton vinder i Kentucky mens Sanders tager Oregon
Clinton gør krav på snæver sejr i Kentucky over Sanders, men hun tabte til sin rival i Oregon.
Hillary Clinton har erklæret sig som vinder af tirsdagens delstatsvalg i Kentucky og håber, at Bernie Sanders meget snart vil trække sig helt ud af valgkampen. Men hendes vedholdende rival er stadig med, efter at han er blevet erklæret som vinder i Oregon.
I Kentucky var valget så tæt, at de store amerikanske tv-stationer på valgnatten var ude af stand til at erklære nogen som vinder. Hillary Clinton udråbte sig selv som vinder i delstaten, efter at en af Kentuckys ledende politikere, Alison Lundergan Grimes, sagde til CNN, at Clinton uofficielt var vinder.
- Vi har netop vundet Kentucky! Tak til alle, der stemte, sagde hun.
Kort efter kunne Sanders erklære sig som vinder i Oregon, hvor han ifølge de store tv-stationer vandt med omkring 53 procent mod 47 procent.
Det samlede billede fra de hidtidige primærvalg er dog fortsat, at Clinton fører med stor margin ned til Vermont-senatoren, selv om han har været inde i en god stime ved de seneste valg.
Men sejren i Oregon får Sanders til igen at slå fast, at han ikke forlader opgøret med Clinton.
- Vi vil vinde Washington. Vi har lige vundet Oregon, og vi vil vinde Californien. Jeg er begyndt at kunne lide vestkysten, siger Sanders ifølge The Guardian om nogle af de kommende stop med valgbussen.
Hos Republikanerne er det kun i Oregon, at der har været valg.
Vinderen blev Donald Trump, hvilket ikke kommer som den store overraskelse, da han er den eneste tilbageværende kandidat og dermed formentlig ender med at stå på stemmesedlen ved præsidentvalget 8. november.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie