CNN: Formodet henrettet nordkoreansk diplomat er i live
Den nordkoreanske diplomat Kim Hyok-chol var blandt andet med til at forhandle med USA før et topmøde i Hanoi i slutningen af februar. Foto: Athit Perawongmetha/Reuters
Athit Perawongmetha/Reuters
Fredag lød det, at Nordkoreas særlige udsending til USA var blevet dræbt. Men det er ikke korrekt ifølge CNN.
Nordkoreas særlige udsending til USA, Kim Hyok-chol, er i live.
Det skriver den amerikanske tv-station CNN tirsdag. Nyheden kommer, efter at den store sydkoreanske avis Chosun Ilbo fredag meddelte, at Kim Hyok-chol ligesom fire andre nordkoreanske tjenestemænd var blevet henrettet.
Årsagen til henrettelserne skulle være et topmøde mellem Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump, i slutningen af februar.
Her lykkedes det ikke for parterne at nå til enighed om en aftale.
Men ifølge CNN er det altså ikke korrekt, at det skal have ført til henrettelsen af den særlige udsending. Han er til gengæld i de nordkoreanske myndigheders varetægt, oplyser flere unavngivne kilder til CNN.
Også Sin Hye-yong, der var Kim Jong-uns tolk under topmødet i Hanoi, skal være i myndighedernes varetægt. Det skriver CNN.
Chosun Ilbos citerede fredag en anonym kilde for oplysningen om henrettelserne. Det blev dog ikke bekræftet af nogen officielle kilder.
Det forlød ligeledes, at en anden topdiplomat, Kim Yong-chol, var blevet udstødt fra Kim Jong-uns inderkreds. Han skulle være blevet sendt i arbejdslejr for at gennemgå ideologisk genoptræning.
Men et billede fra søndag ser også ud til at afkræfte den historie.
På det officielle billede, der blev offentliggjort mandag, ses Kim Yong-chol få meter fra Kim Jong-un ved en kunstforestilling.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde som følge af Chosun Ilbos historie, at han ville undersøge sagen.
Meldingerne fra den sydkoreanske avis blev dog også mødt med skepsis. Årsagen var, at den var baseret på udtalelser fra en enkelt unavngiven kilde.
Der er tirsdag endnu ikke klarhed over, om der har været nogen henrettelser af nordkoreanske rådgivere. Men ingen er officielt bekræftet.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie