Grækerne har ikke kun en omsiggribende gæld at slås med. Efterhånden som krisen for alvor har fået tag i deres land - og hele eurozonen - har de også fået langt færre penge at gøre godt med end borgerne i andre EU-lande.
Således ligger indbyggerne i Grækenland 10 procent lavere end EU-gennemsnittet, når det gælder landenes bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger.
Det viser en ny opgørelse over udviklingen i 2009-2010 fra EU's statistiske kontor, Eurostat, i Luxembourg.
Det er også netop i Luxembourg, at de borgere med det højeste BNP i unionen bor.
Det lille hertugdømme står nemlig atter øverst på listen over landenes bruttonationalprodukt pr. indbygger, og luxembourgerne har på den konto mere end dobbelt så meget at gøre godt med end de andre EU-borgere i snit.
På andenpladsen kommer hollænderne med en tredjedel over gennemsnittet efterfulgt af irerne og danskerne.
Og det til trods for, at Irland var et af de EU-lande, som i 2009 blev hårdest ramt af finanskrisen, og som var det første af de kriseramte lande, der bad EU om hjælp.
Hjælpen har åbenbart givet pote. I 2010 lå BNP pr. indbygger i Irland knap 30 procent over EU-gennemsnittet - og altså marginalt højere end i Danmark.
Men danskerne har dog løftet sig med to procentpoint i forhold til 2009, viser opgørelsen fra Eurostat, som ved hjælp en kunstig valuta udjævner prisforskellene mellem landene.
Midt i krisen kan grækerne dog trøste sig med, at der stadig er lang vej ned til borgerne i de lavest rangerende lande på listen.
Det er nemlig indbyggerne i de nyeste medlemslande, Rumænien og Bulgarien, der ligger 55 procent under gennemsnittet i EU.
Rumænerne og bulgarerne er dog langtfra de dårligst stillede i Europa.
Eurostat har nemlig også set på købekraften og befolkningen i 10 lande uden for EU blandt andet på Balkan, og det er Albanien, som ligger helt i bund.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie