En dansker var med til at planlægge flugtplan for Libyens Muammar Gaddafis søn, oplyser de mexicanske myndigheder, som har fængslet manden.
Embedsmænd siger, at de i september forhindrede en plan, hvor en af Muammar Gaddafis sønner og andre familiemedlemmer til den tidligere libyske leder skulle smugles til Mexico.
Mexicanske efterretningsfolk forhindrede, at planen blev gennemført, hvor blandt andre en dansk statsborger, en canadier og mexicanere skulle hjælpe med smuglingen og havde købt "sikre huse" i Mexico.
Den danske statsborger og adskillige andre personer blev anholdt den 10. og 11. november i forbindelse med planen, som skulle sikre Saadi Gaddafi et godt opholdssted på Mexicos vestkyst.
Udenrigsministeriet bekræfter, at en dansk statsborger er blevet fængslet i Mexico. Men Udenrigsministeriet vil hverken oplyse, hvornår fængslingen er sket, eller hvorfor personen er anholdt.
- Ambassaden i Mexico yder sædvanlig bistand. Vi kan ikke give yderligere oplysninger, da Udenrigsministeriet har tavshedspligt i konkrete personsager, lyder det fra den vagthavende hos Udenrigsministeriets Borgerservice.
Den mexicanske viceminister Alejandro Poire siger, at myndighederne i Mexico i september fik et tip om planen om at smugle den 38-årige Saadi Gaddafi til Mexico ved hjælpe af flere privatfly.
- Det lykkedes efterretningstjenesten at stoppe denne plan og opløse det internationale kriminelle netværk, som stod bag. De personer, som mens at være ansvarlige, er blevet anholdt, siger den mexicanske indenrigsminister, Alejandro Poire, som onsdag holdt pressemøde om sagen.
Smuglerringen købte ejendomme og forfalskede dokumenter for at forberede Saadi Gaddafis og hans families ankomst. De skulle angiveligt have boet nær Bahia de Banderas, der ligger tæt på det populære turiststed Puerto Vallarta.
Saadi Gaddafis advokat siger, at hans klient var i Niger, hvortil han flygtede, da Gaddafi-regimet begyndte at falde i august. Niger har sagt, at han vil forblive i landet, indtil FN ophæver et rejseforbud for ham.
Saadi, der var forretningsmand og tidligere professionel fodboldspiller, har fået indefrosset sine værdier af FN.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie