De Grønne og de liberale bliver Tysklands kongemagere
Annalena Baerbock, der er De Grønnes partileder og kanslerkandidat, sammen med partiets anden leder, Robert Habeck, på scenen ved valgfesten i Berlin søndag aften. Foto: Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix
Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix
De Grønne holder alle muligheder åbne, siger partileder. De bliver ikke til at komme udenom, siger iagttager.
Mindst én ting er sikkert efter søndagens valg i Tyskland: Landets næste forbundskansler bliver ikke Angela Merkel, der træder tilbage efter 16 år på posten.
Men foreløbig bliver Merkel siddende. For det kan have lange udsigter at finde ud af, hvem der skal efterfølge hende på posten, og hvordan den kommende tyske forbundsregering ser ud. To partier kan være afgørende.
De første prognoser viser stort set dødt løb mellem de to store - socialdemokratiske SPD og de konservative søsterpartier CDU og CSU. De ser ud til at få hver omkring en fjerdedel af stemmerne.
Tredjestørste parti bliver ifølge prognoserne De Grønne med omkring 15 procent af stemmerne, mens det liberale FDP ser ud til at få omkring 12 procent.
Dermed får de to partier status af kongemagere, der kan pege på enten SPD eller CDU/CSU som den store koalitionspartner.
Og særligt De Grønne kommer til at spille en rolle.
Ifølge Siegfried Matlok, seniorkorrespondent og tidligere chefredaktør på avisen Der Nordschleswiger, er der - foruden Merkels exit - yderligere én sikker ting at sige om Tysklands kommende regering:
- Uanset hvem der danner regering, har den ét parti med. Det er De Grønne. Intet andet kan lade sig gøre.
- Det bliver en kamp om De Grønne og de liberale, siger Matlok.
De Grønne holder alle muligheder åbne, siger partileder Robert Habeck, der deler posten som partileder med kanslerkandidat Annalena Baerbock.
Partiet har "gode chancer for at gå stærkt med i den næste regering".
- Vi vil regere, siger Habeck ifølge nyhedsbureauet dpa.
Selv om De Grønne er gået frem fra 8,9 procent ved seneste valg i 2017 og nu står til 15 procent, udtrykker Baerbock skuffelse på valgaftenen.
- Vi ville vinde kanslerposten, men det var desværre ikke muligt, siger hun.
En anden mulighed, der blev peget på inden valget, var den såkaldt rød-rød-grønne koalition.
Men en venstreorienteret regering bestående af SPD, De Grønne og Die Linke er næsten umuliggjort nu, mener Matlok. Die Linke ligger lige omkring spærregrænsen på fem procent.
Partiets spidskandidat, Dietmar Bartsch, siger i en tale på valgaftenen, at han ser Die Linke som værende i opposition fremover.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie