De Grønnes leder er klar til at træde tilbage

Robert Habeck har taget konsekvensen af De Grønnes tilbagegang og annonceret, at han ikke længere vil være en del af partiets ledelse. (Arkivfoto). Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix

Robert Habeck er klar til at tage konsekvensen af et skuffende valgresultat for De Grønne og ham selv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Meget tyder på, at partiet De Grønne skal ud at finde en ny formand efter søndagens forbundsdagsvalg i Tyskland.

Partiets hidtidige medleder, Robert Habeck, siger i hvert fald ifølge RTL på en pressekonference mandag, at han ikke længere har ambitioner om fortsat at skulle stå i spidsen for partiet.

- Jeg har ikke tænkt mig at kræve en ledende rolle i De Grønne, siger Habeck, der deler formandskabet i partiet med Annalena Baerbock.

Udtalelsen falder efter et valg, hvor De Grønne gik tilbage med 3,1 procentpoint og kun opnåede 11,6 procent af stemmerne.

For Habeck personligt var der heller ikke meget at glæde sig over.

Han stiller op i Flensburg lige syd for den danske grænse, og her lykkedes det ikke at genvinde det direkte mandat i kredsen, som i stedet gik til Petra Nicolaisen fra CDU.

Robert Habeck var økonomi-, klima- og erhvervsminister og vicekansler i den afgående og socialdemokratisk ledede regering.

Han stillede også op som De Grønnes kanslerkandidat ved det netop afsluttede valg.

Robert Habeck er uddannet filosof og læste på Roskilde Universitet i begyndelsen af 1990'erne og taler dansk.

Han har desuden været miljøminister i delstaten Slesvig-Holsten, inden han i 2018 blev valgt som formand for sit parti.

Robert Habeck er ikke den eneste partiformand, der har taget konsekvensen af et dårligt valgresultat.

Både forbundskansler Olaf Scholz og Christian Lindtner, der er leder af regeringspartiet FDP, har meddelt, at de ikke genopstiller som formænd for deres respektive partier efter valgnederlaget.

/ritzau/