De lærde på universiteterne tørner sammen med Trump og hans fodfolk

Donald Trump og hans regering har fået kig på eliteuniversitetet Harvard University. Der er trusler om at skære i milliardtilskud og krav om at rette ind efter regeringens direktiver. Harvard afviser og er gået til domstolene. Billedet er fra den 15. april. Foto: Faith Ninivaggi/Reuters

Det er et sammenstød, der har ulmet længe. USA's akademiske elite mod præsident Donald Trump, der har brugt dem i sin kampagne mod woke. Nu mødes de i retten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Under 100 dage inde i Donald Trumps periode som USA's præsident er konflikten mellem den 78-årige milliardær og akademiske ledere på universiteter brudt ud i lys lue

Harvard University har lagt sag an mod Trumps regering.

Det er et af verdens mest respekterede universiteter, som nu er kommet på kant med verdens mægtigste embede.

Boston-universitetet siger, at Trump fører en forfatningsstridig kampagne mod institutionen.

Tirsdag offentliggjorde over 100 ledere af universiteter og andre institutioner i USA et åbent brev. De siger fra over for den politik, som regeringen fører mod institutioner for højere uddannelser.

Regeringen har på grund af propalæstinensiske demonstrationer på universiteter truet med at standse offentlige tilskud, hvis der ikke skrides ind mod antisemitisme.

Der har også været krav om at droppe det, som regeringen kalder woke personalepolitik, nemlig hensyn til race og køn.

- Vi er åbne over for konstruktive reformer og er ikke imod legitimt statsligt tilsyn. Men vi må modsætte os utidig statslig indblanding for dem, der lærer, bor og arbejder på vores universiteter, står der ifølge Reuters i det åbne brev.

Donald Trump ligger næppe søvnløs.

Han har i flere år kritiseret universiteter på vælgermøder med sit politiske bagland, den såkaldte Maga-bevægelse.

Det er Maga, der har gjort ham til en politisk succes under slagordet "Make America Great Again".

CNN, som ikke er på Trumps side, skriver, at han "nyder sin duel med Harvard og de andre eliteskoler".

Harvard er ifølge CNN en perfekt fjende for Trump, der regner sig for det traditionelle Amerikas forsvarer mod eliten og woke.

Han prøver at bruge sin magt til at ryste samfundets søjler.

Studerende på Harvard protesterer mod regeringens krav til institutionen. Foto: Nicholas Pfosi/Reuters

Trump har kaldt akademikere fra topuniversiteter for røde aktivister, der fører woke-politik.

Han har Maga-folket med sig. Millioner af amerikanere er enige med ham.

Målinger siger, at der er voksende mistillid til højere uddannelsesinstitutioner, særligt blandt Trumps republikanere.

Det Hvide Hus er også direkte i sin reaktion på sagsanlægget fra Harvard.

- Den fede strøm af føderal bistand til institutioner som Harvard, der beriger sine stærkt overbetalte bureaukrater med skattedollar fra hårdt arbejdende amerikanske familier, nærmer sig sin afslutning, siger Harrison Fields, talsmand for Det Hvide Hus, ifølge BBC.

New York Times skriver, at Harvard i søgsmålet beskylder regeringen for at handle ideologisk.

Regeringen vil lave et "eftersyn på Harvards ledelse."

Demonstranter ved Harvard mener, at Trump-regeringen prøver at knægte universitetets ytringsfrihed. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

- Kontrollere ansættelsen på Harvards fakultet og diktere, hvad fakultetet må undervise Harvards studerende i.

Det krænker universitetets ytringsfrihed, lyder det.

Ledelsen af universitetet har afvist at rette ind efter krav, som Trump-administrationen har stillet.

Foruden krav om tiltag mod antisemitisme er der også krav om kontrol med udenlandske studerende.

Undervisningsministeriet har indefrosset 2,2 milliarder dollar i føderal støtte til Harvard. Det svarer til 14,5 milliarder kroner.

Harvard er undtaget fra at betale skat. Men Trump lader forstå, at det kan ændre sig.

/ritzau/

Fem punkter om Harvard University

* Harvard ligger i Cambridge - nær Boston - i delstaten Massachusetts i USA. Det private universitet blev grundlagt i 1636.

* I undervisningsåret 2023-2024 studerede 24.596 personer på Harvard. De betaler hver 61.676 dollar for at læse på universitetet i et år. Det er 425.000 kroner. Kost og logi koster ekstra 21.190 dollar. Universitetet har 20.667 ansatte.

* Verden over er der en alumne - tidligere studerende - på 420.000.

* Masser af berømtheder har studeret på Harvard. Også personer nær præsident Donald Trump. Det gælder sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr og Jared Kushner, præsidentens svigersøn.

* Andre studerende har været præsidenterne Barack Obama, John F. Kennedy, Theodore Roosevelt , Franklin d. Roosevelt og George W. Bush.

Kilder: Harvard.edu og Usnews.com.

/ritzau/

Linda McMahon er USA's undervisningsminister, og det er formelt hende, der på vegne af regeringen leder Trumps opgør med Harvard. Billedet er fra den 16. april ved Det Hvide Hus, hvor hun blev interviewet. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Donald Trump i sit es. Billedet er fra den 18. september 2024 - inden novembervalget - under et af de store Maga-vælgermøder. Det her er fra New York. Trump har Maga-bevægelsen med sig, når han kritiserer universiteterne, fortæller CNN. Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu