Dele af Uganda underlægges rejseforbud efter ebolaudbrud
Læger er iført beskyttelsesudstyr på en isolationsafdeling for ebolasmittede på et hospital i Mubende. (Arkivfoto). Foto: Hajarah Nalwadda/Ritzau Scanpix
Der er indført udgangsforbud, rejseforbud og lukning af barer i to distrikter i Uganda på grund af ebola.
Ugandas præsident, Yoweri Museveni, indførte lørdag nedlukninger i to distrikter, der beskrives som epicentret for et udbrud af ebolavirus.
Nedlukningen gør det forbudt at foretage rejser, mens der også indføres et natligt udgangsforbud, og offentlige steder lukkes.
Sundhedsministeriet i landet siger, at der har været 19 dødsfald og 58 bekræftede tilfælde af ebolavirus, siden udbruddet blev opdaget 20. september.
Myndighederne oplyser, at udbruddet er koncentreret om de to distrikter Mubende og Kassanda.
Virusudbruddet har ikke nået landets hovedstad, Kampala, endnu, selv om et ægtepar er blevet konstateret smittet der.
I en tale, der blev vist i fjernsynet, siger præsidenten, at Mubende og Kassanda øjeblikkeligt skulle lukkes ned.
Der er nu udgangsforbud fra aften til morgen, det er forbudt at rejse, og barer, markeder og kirker er lukket de næste 21 dage.
- Jeg dikterer nu følgende: Det er nu forbudt at bevæge sig ind og ud af Mubende og Kassanda, siger Museveni, en tidligere guerillaleder, der har været præsident i landet siden 1986.
- Hvis du er i Mubende eller Kassanda, skal du blive der i 21 dage.
Der bor omkring 580.000 i Mubende og omkring 320.00 i Kassanda, viser tal fra Ugandas statistikbureau.
Lastbiler har lov til at køre ind og ud af de to områder, men al anden transport er indstillet.
Præsidenten har allerede bedt traditionelle naturlæger om at stoppe med at behandle syge personer i et forsøg på at stoppe spredningen af virusset.
Politiet i landet er desuden blevet beordret til at anholde alle, der mistænkes for at være smittet, og som nægter at gå i isolation.
Ebola spredes igennem kropsvæsker. De mest normale symptomer er feber, opkast, blødning og diarré.
Det er svært at holde ebolaudbrud i skak - særligt i byområder.
Inden det nuværende udbrud er det seneste registrerede dødsfald med ebola i Uganda tilbage i 2019.
Den variant af ebola, der i øjeblikket er i udbrud i Uganda er den sudanske variant. Der er ingen vaccine mod varianten.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned