Demokrater vinder guvernørvalg og sender signal til Trump
Ralph Northam bliver Virginias næste guvernør. Foto: /ritzau/AP/Cliff Owen
/ritzau/AP/Cliff Owen
De to amerikanske delstater Virginia og New Jersey har tirsdag i USA valgt demokratiske guvernører.
Det blev til en dobbelt demokratisk triumf, da der tirsdag amerikansk tid blev afholdt guvernørvalg i delstaterne Virginia og New Jersey.
Demokraten Phil Murphy overtager pladsen som guvernør i New Jersey efter den upopulære republikaner Chris Christie.
I Virginia overtager Ralph Northam sædet fra partifællen Terry McAuliffe.
Guvernørvalgene har fået stor opmærksomhed i USA, da de betragtes som en vigtig test for den republikanske præsident, Donald Trump. Valgene giver blandt andet et indtryk af støtten til Trump inden midtvejsvalget næste år.
Tirsdagens demokratiske dobbelttriumf må derfor siges at være et tilbageslag for den amerikanske præsident.
I Virginia tabte republikaneren Ed Gillespie til Ralph Northam, og Donald Trump mener, at Gillespie skulle have lænet sig mere op af præsidenten.
- Ed Gillespie arbejder hårdt, men han omfavnede ikke mig og de ting, som jeg står for, skriver Donald Trump i et tweet.
I New Jersey havde den republikanske kandidat Kim Guadagno et svært udgangspunkt efter knap otte år som Chris Christies næstkommanderende.
Chris Christie stillede op til præsidentvalget sidste år som en af de republikanske kandidater. Senere trak han sig og erklærede efterfølgende sin støtte til Trump, som han ellers havde kritiseret i hårde vendinger.
Christie har været guvernør i New Jersey siden 2010.
Guvernørerne har stor betydning for de enkelte delstater i USA.
Det er dem, der, sammen med delstaternes kongres, tager sig af ting som uddannelse, handel, lokalpoliti og vedligeholdelse af veje.
Der var dog ikke kun guvernørposter på spil ved tirsdagens valg.
Blandt andet skrev demokraten Danica Roem historie, da hun i Virginia som den første transkønnede person blev valgt til en delstatsforsamling i USA.
Hun har i sin valgkamp ikke fokuseret særlig meget på kønsidentitet, men derimod på ting som beskæftigelse, skole og trafikale problemer i delstaten.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie