Der er stadig 171 fanger på Guantánamo

Siden søndag har en gruppe mænd og kvinder gået rundt foran Det Hvide Hus i Washington iført orange kedeldragter. Op ad dagen onsdag vil de efter planen danne en kæde de tre kilometer op til den amerikanske kongres i US Capitol.

Demonstranterne markerer, at det onsdag er 10 år siden, USA under præsident George W. Bush bragte de første 20 orangeklædte mænd til en hastigt opbygget fangelejr på den amerikanske flådebase i Guantánamo-bugten i Cuba.

Siden da har i alt 779 mænd været tilbageholdt i USA's kontroversielle fængsel, der gennem årene har været genstand for massiv kritik fra udlandet, utallige juridiske og politiske slagsmål og tre domme ved USA's højesteret.

Men selv om det også snart er tre år siden, den dengang nyindsatte præsident, Barack Obama, 22. januar 2009 lovede at lukke fangelejren i løbet af et år, sidder der stadig 171 fanger i USA's kontroversielle terrorfængsel.

Lejren er ifølge kritikere en fortsat plet på USA's navn og rygte. Chefjurist Zachary Katznelson fra borgerrettighedsorganisationen ACLU mener også, at den både konkret og moralsk er til fare for USA.

- Så længe Guantánamo er åben, kan den bruges af ekstremister til at rekruttere nye terrorister. Ekstremister, der vil øve vold mod USA og vores allierede. Og moralsk er det også forkert, at en regering kan tilbageholde folk uden anklage og rettergang, siger Katznelson til Ritzau.

Katznelson er en af de civile jurister, der sommetider møder fangerne på Guantánamo. Han siger, at anvendelsen af tortur og mishandling "ikke længere er så udbredt" som under præsident Bush. Men de juridiske problemer består.

- Obama har i bund og grund godkendt de samme ting, som Bush gjorde. At folk, der beskyldes for terrorisme, kan tilbageholdes på ubestemt tid på baggrund af hemmeligstemplet bevismateriale. Det er meget uhyggeligt, siger Katznelson.

Han skal selv til Guantánamo igen om et par uger. Men han håber inderligt, at der en dag er "politiske muskler" nok i Washington til faktisk at lukke fangelejren.

- Den er udtryk for en virkelig fejlslagen ledelse fra Obamas og den amerikanske regerings side. Amerika bør gå forrest med et godt eksempel, siger Katznelson.

/ritzau/

USA's kontroversielle fangelejr fylder 10 år - trods præsident Obamas tre år gamle løfte om at lukke den.

Offentliggjort Sidst opdateret