Det Hvide Hus kritiserer vold udført af israelske bosættere
Dusinvis af civile israelere trængte ind i landsbyen Jit på Vestbredden, hvor de satte ild til køretøjer og bygninger, oplyser det israelske militær. Billedet er fra det nærliggende Nablus og er ikke taget i forbindelse med hændelsen i landsbyen Jit. (Arkivfoto). Foto: Zain Jaafar/Ritzau Scanpix
En 23-årig palæstinenser har angiveligt mistet livet, efter civile israelere angreb landsby på Vestbredden.
Det Hvide Hus fordømmer, hvad det kalder et uacceptabelt angreb på palæstinensere udført af israelske bosættere.
Det fremgår af en udtalelse fra Det Hvide Hus torsdag.
Udtalelsen kommer efter meldinger om, at en person er blevet dræbt og en anden såret i en landsby på den israelsk besatte Vestbred.
- Angreb fra voldelige bosættere mod civile palæstinensere på Vestbredden er uacceptabel og må stoppe, siger en talsperson for det nationale sikkerhedsråd i en udtalelse.
- De israelske myndigheder er nødt til at gøre det, der skal til, for at beskytte alle befolkningsgrupper mod overgreb. Det omfatter, at der bliver grebet ind, at volden bliver stoppet, og at alle gerningspersoner stilles til ansvar, lyder det videre.
Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder mistede en 23-årig mand livet, mens yderligere en person er i kritisk tilstand, efter et angreb på landsbyen Jit, der ligger vest for byen Nablus på Vestbredden.
- Dusinvis af civile israelere, hvoraf flere var maskerede, trængte ind i Jit, hvor de satte ild til køretøjer og bygninger og kastede med sten og molotovcocktails, lyder det i en udtalelse fra det israelske militær (IDF).
IDF oplyser ifølge Reuters, at det har anholdt en israelsk statsborger efter hændelsen. Militæret oplyser desuden, at de er ved at undersøge meldingerne om, at en person skal have mistet livet i forbindelse med angrebet.
Den israelske præsident, Isaac Herzog, har fordømt hændelsen.
I en udtalelse udsendt af Benjamin Netanyahus, kontor, siger den israelske premierminister, at han ser på hændelsen med "største alvor".
- De ansvarlige for enhver lovovertrædelse vil blive anholdt og retsforfulgt, lyder det i erklæringen ifølge Reuters.
Palæstinensere hævder jævnligt, at de israelske sikkerhedsstyrker vender det blinde øje til, når voldelige, israelske bosættere angriber huse og landsbyer på Vestbredden.
USA og flere europæiske lande har gentagne gange opfordret Israel til at gøre mere for at sætte en stopper for angrebene.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned